Bibelkundskab - (4) - Paulus´ brev til Romerne

Romerbrevet

Romerbrevet er ikke skrevet til en menighed, Paulus selv har grundlagt. I den henseende indtager det en særstilling blandt hans breve. Det gør det også i kraft af sin længde. Endelig har det en mere principiel karakter end de andre breve. Man har derfor diskuteret, om det skulle læses som et rigtigt, situationsbestemt brev eller som en principiel og tidløs fremstilling af den kristne tro – i denne diskussion har man i forbindelse med den sidste mulighed talt om Romerbrevet som en epistel.

Af brevet fremgår, at Paulus skriver til de kristne i Rom, fordi han har afsluttet sit missionsarbejde i det østlige Middelhavsområde og nu planlægger at tage til Spanien. Han håber, at romerne kan hjælpe ham videre med disse planer (15,24). I forhold til dette er brevet en slags selvpræsentation, en almen fremstilling af Paulus’ forkyndelse, måske formuleret i modsætning til negative rygter, der gik om Paulus. Dette forklarer brevets principielle karakter.
Imidlertid er det åbenbart, at forholdet mellem hedninger og jøder og ikke mindst spørgsmålet om Loven i forhold til troen og om Israels afvisning af Kristus spiller en stor rolle i brevet. Det tyder ikke på en helt almen fremstilling af forkyndelsen. I det lys har man hæftet sig ved, at Paulus er på vej til Jerusalem for at aflevere kollekten (15,25). Paulus forventer tilsyneladende en fjendtlig modtagelse i Jerusalem og beder om romernes støtte (15,30-33). Måske er det brevets egentlige anledning. Måske ’øver’ han sig på sit forsvar i Jerusalem ved at skrive Romerbrevet.

Endelig indeholder brevet i slutningen nogle konkrete formaninger om forholdet mellem svage og stærke. Nogle fortolkere sætter det i forbindelse med situationen i Rom, hvor de hedningekristne er blevet dominerende (stærke) på de jødekristnes bekostning (svage). I så fald minder brevet mere om de andre Paulus-breve, idet det er en skrivelse, hvormed Paulus søger at gribe regulerende ind i en menigheds konkrete forhold – skønt denne menighed ikke er grundlagt af Paulus selv.

Disse tre muligheder udelukker ikke hinanden; brevet kan rumme dem alle tre.
Brevets opbygning:

1,1-7: Brevindgang/ Præskript.
1,8-15: Taksigelse/ Proømium.

1,16-3,20: Guds vrede over såvel jøder som hedninger. Syndens universalitet.
3,21-4,25: Virkeliggørelsen af Guds retfærdighed i Jesus Kristus.
3,21-31: Tese: Retfærdigheden kommer gennem tro på Jesus Kristus.
4,1-25: Abraham som troens far.
5,1-8,39: Virkeliggørelsen af Guds retfærdighed i den troende.
5,1-11: Forsoningen i Kristus som grundlag for den fremtidige frelse.
5,12-21: Frihed fra døden anskueliggjort i en Adam-Kristus-typologi.
6,1-23: Frihed fra synden.
7,1-6: Frihed fra loven.
7,7-25: Ekskurs om lovens betydning: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke” (7,14-25).
8,1-39: Guds børns frihed.

9,1-11,36. Guds retfærdighed og Israels skæbne.
9,1-5: Problemet.
9,6-29: Guds retfærdighed i Israels udvælgelse og forkastelse
9,30-10,21: Israels skyld som ulydighed mod Guds retfærdighed.
11,1-36: Formålet med Israels forhærdelse.

12,1-15,13: Formaninger om menighedens liv.
12,1-2: Grundlæggende udgangspunkt: Sindets fornyelse.
12,3-21: Almene formaninger.
13,1-7: Om at underordne sig myndighederne.
13,8-10: Kærlighedsbudet
13,11-14: Frelsens nærhed som motivation.
14,1-15,13: Formaning til de stærke om at tage hensyn til de svage.
15,14-33: Afsluttende formaning og Paulus’ rejseplaner.

16,1-27: Brevafslutning: Hilsner, formaninger og lovprisning.

(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)