Romerbrevet
Romerbrevet er ikke skrevet til en menighed, Paulus selv har grundlagt. I den henseende indtager det en særstilling blandt hans breve. Det gør det også i kraft af sin længde. Endelig har det en mere principiel karakter end de andre breve. Man har derfor diskuteret, om det skulle læses som et rigtigt, situationsbestemt brev eller som en principiel og tidløs fremstilling af den kristne tro – i denne diskussion har man i forbindelse med den sidste mulighed talt om Romerbrevet som en epistel.
Af brevet fremgår, at Paulus skriver til de kristne i Rom, fordi han har afsluttet sit missionsarbejde i det østlige Middelhavsområde og nu planlægger at tage til Spanien. Han håber, at romerne kan hjælpe ham videre med disse planer (15,24). I forhold til dette er brevet en slags selvpræsentation, en almen fremstilling af Paulus’ forkyndelse, måske formuleret i modsætning til negative rygter, der gik om Paulus. Dette forklarer brevets principielle karakter.
Imidlertid er det åbenbart, at forholdet mellem hedninger og jøder og ikke mindst spørgsmålet om Loven i forhold til troen og om Israels afvisning af Kristus spiller en stor rolle i brevet. Det tyder ikke på en helt almen fremstilling af forkyndelsen. I det lys har man hæftet sig ved, at Paulus er på vej til Jerusalem for at aflevere kollekten (15,25). Paulus forventer tilsyneladende en fjendtlig modtagelse i Jerusalem og beder om romernes støtte (15,30-33). Måske er det brevets egentlige anledning. Måske ’øver’ han sig på sit forsvar i Jerusalem ved at skrive Romerbrevet.
Endelig indeholder brevet i slutningen nogle konkrete formaninger om forholdet mellem svage og stærke. Nogle fortolkere sætter det i forbindelse med situationen i Rom, hvor de hedningekristne er blevet dominerende (stærke) på de jødekristnes bekostning (svage). I så fald minder brevet mere om de andre Paulus-breve, idet det er en skrivelse, hvormed Paulus søger at gribe regulerende ind i en menigheds konkrete forhold – skønt denne menighed ikke er grundlagt af Paulus selv.
Disse tre muligheder udelukker ikke hinanden; brevet kan rumme dem alle tre.
Brevets opbygning:
1,1-7: Brevindgang/ Præskript.
1,8-15: Taksigelse/ Proømium.
1,16-3,20: Guds vrede over såvel jøder som hedninger. Syndens universalitet.
3,21-4,25: Virkeliggørelsen af Guds retfærdighed i Jesus Kristus.
3,21-31: Tese: Retfærdigheden kommer gennem tro på Jesus Kristus.
4,1-25: Abraham som troens far.
5,1-8,39: Virkeliggørelsen af Guds retfærdighed i den troende.
5,1-11: Forsoningen i Kristus som grundlag for den fremtidige frelse.
5,12-21: Frihed fra døden anskueliggjort i en Adam-Kristus-typologi.
6,1-23: Frihed fra synden.
7,1-6: Frihed fra loven.
7,7-25: Ekskurs om lovens betydning: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke” (7,14-25).
8,1-39: Guds børns frihed.
9,1-11,36. Guds retfærdighed og Israels skæbne.
9,1-5: Problemet.
9,6-29: Guds retfærdighed i Israels udvælgelse og forkastelse
9,30-10,21: Israels skyld som ulydighed mod Guds retfærdighed.
11,1-36: Formålet med Israels forhærdelse.
12,1-15,13: Formaninger om menighedens liv.
12,1-2: Grundlæggende udgangspunkt: Sindets fornyelse.
12,3-21: Almene formaninger.
13,1-7: Om at underordne sig myndighederne.
13,8-10: Kærlighedsbudet
13,11-14: Frelsens nærhed som motivation.
14,1-15,13: Formaning til de stærke om at tage hensyn til de svage.
15,14-33: Afsluttende formaning og Paulus’ rejseplaner.
16,1-27: Brevafslutning: Hilsner, formaninger og lovprisning.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
fredag den 9. januar 2009
Bibelkundskab - (4) - Paulus´ brev til Galaterne
Galaterbrevet
Brevet er henvendt til ”menighederne i Galatien”, altså til flere menigheder; det er en rundskrivelse. Men Galatien er både navnet på et landskab i det centrale Lilleasien omkring Tyrkiets nuværende hovedstad Ankara og på en romersk provins, der foruden landskabet omfattede områderne syd herfor. Efter alt at dømme er brevet til provinsen Galatien, hvor Paulus stiftede menigheder på Grundlæggelses-rejsen. Det er skrevet under Kollektrejsen sammen med flertallet af Paulus’ breve.
Dateringen er vigtig for forholdet til Apostlenes Gerninger og ikke mindst til Apostelmødet i Jerusalem, der er omtalt i ApG. kap. 15 og her i Gal 2,1-10. På dette møde blev spørgsmålet om de hedningekristne afgjort således, at de blev anerkendt uden særlige krav. Men fandt mødet sted før Paulus’ Grundlæggelsesrejse (således ApG., der hævder, at Paulus grundlagde menigheder i landskabet Galatien på en tidlig rejse) eller efter denne (det er konsekvensen, hvis menighederne befinder sig i provinsen Galatien)? I det problem ligger spørgsmålet, om Paulus’ store missionsrejse foregik med mandat fra Jerusalem (således ApG.) eller på hans eget initiativ (således Paulus selv).
I øvrigt er der yderligere det problem, at ApG. omtaler det såkaldte ”aposteldekret”, som pålægger de hedningekristne visse indskrænkninger; det omtales ikke af Paulus, og kan næppe forenes med hans fremstilling af mødet.
Brevet i sig selv er voldsomt polemisk. Man kan ligefrem i det se strukturen af en retstale. Kristne missionærer er kommet til Paulus’ menigheder og har forlangt, at de hedningekristne skulle omskæres, dvs. gå over til jødedommen. Denne opfattelse har man i forskningen kaldt judaisme: Når frelsen var knyttet til det udvalgte folk, måtte de hedninger, der ville have del i frelsen, optages i folket og underkaste sig de jødiske Lov-regler.
Paulus reagerer meget skarpt. Det er hele hans teologiske grundlag, der står på spil: Hvis man frelses ved ”lovgerninger”, er Kristus uden betydning! Samtidig er det måske også hans strategi for hedningemissionen, der er truet: Han har tilbudt en universalistisk jødedom uden jødedommens barbariske træk.
Derfor argumenterer Paulus både autoritativt og principielt: Paulus’ autoritet er baseret på Kristi åbenbaring; i Jerusalem anerkendte apostlene hans mission; og i Antiokia stod han op imod selve Peter (Kefas). I redegørelsen for forholdet mellem Loven og Kristus formulerer han sig mere skarpt end noget andet sted: Kristus er opfyldelsen af Guds løfter til Abraham; dem kan den meget senere Lov ikke påvirke. Men hvad er så Lovens rolle? Paulus’ siger (næsten?), at den kom til for at hindre frelsen, indtil Kristus kom (3,19-24). Endelig henviser han til, at galaterne selv ved, at de har modtaget Ånden, og at den sætter dem i stand til at gøre dyderne – i modsætning til ”kødets” laster.
Brevets opbygning:
1,1-5: Brevindgang / Præskript.
1,6-9: Undren og bebrejdelse [NB: Ingen taksigelse]
1,10-2,21: Paulus’ ’selvbiografi’; herunder:
Paulus’ liv som jøde og mødet med Kristus (1,11-16);
Forholdet til apostlene i Jerusalem (1,17-24) og Apostelmødet (2,1-10);
Opgør med Peter i Antiokia om bordfællesskab mellem jøder og hedninger (2,11-21).
3,1-5,1: Forholdet mellem Kristus og Loven (Præmisserne); herunder:
Løfterne til Abraham (3,6-14);
Frelsen som arv og sønnevilkår (3,15- 4,17).
Allegori om Hagar og Sara (4,21-5,1).
5,2-12: Formaning imod omskærelse.
5,13-6,10: Formaninger om kødets gerninger og Åndens frugt (5,13-6,10).
6,11-18: Brevafslutning: Slutadvarsler og hilsen.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
Brevet er henvendt til ”menighederne i Galatien”, altså til flere menigheder; det er en rundskrivelse. Men Galatien er både navnet på et landskab i det centrale Lilleasien omkring Tyrkiets nuværende hovedstad Ankara og på en romersk provins, der foruden landskabet omfattede områderne syd herfor. Efter alt at dømme er brevet til provinsen Galatien, hvor Paulus stiftede menigheder på Grundlæggelses-rejsen. Det er skrevet under Kollektrejsen sammen med flertallet af Paulus’ breve.
Dateringen er vigtig for forholdet til Apostlenes Gerninger og ikke mindst til Apostelmødet i Jerusalem, der er omtalt i ApG. kap. 15 og her i Gal 2,1-10. På dette møde blev spørgsmålet om de hedningekristne afgjort således, at de blev anerkendt uden særlige krav. Men fandt mødet sted før Paulus’ Grundlæggelsesrejse (således ApG., der hævder, at Paulus grundlagde menigheder i landskabet Galatien på en tidlig rejse) eller efter denne (det er konsekvensen, hvis menighederne befinder sig i provinsen Galatien)? I det problem ligger spørgsmålet, om Paulus’ store missionsrejse foregik med mandat fra Jerusalem (således ApG.) eller på hans eget initiativ (således Paulus selv).
I øvrigt er der yderligere det problem, at ApG. omtaler det såkaldte ”aposteldekret”, som pålægger de hedningekristne visse indskrænkninger; det omtales ikke af Paulus, og kan næppe forenes med hans fremstilling af mødet.
Brevet i sig selv er voldsomt polemisk. Man kan ligefrem i det se strukturen af en retstale. Kristne missionærer er kommet til Paulus’ menigheder og har forlangt, at de hedningekristne skulle omskæres, dvs. gå over til jødedommen. Denne opfattelse har man i forskningen kaldt judaisme: Når frelsen var knyttet til det udvalgte folk, måtte de hedninger, der ville have del i frelsen, optages i folket og underkaste sig de jødiske Lov-regler.
Paulus reagerer meget skarpt. Det er hele hans teologiske grundlag, der står på spil: Hvis man frelses ved ”lovgerninger”, er Kristus uden betydning! Samtidig er det måske også hans strategi for hedningemissionen, der er truet: Han har tilbudt en universalistisk jødedom uden jødedommens barbariske træk.
Derfor argumenterer Paulus både autoritativt og principielt: Paulus’ autoritet er baseret på Kristi åbenbaring; i Jerusalem anerkendte apostlene hans mission; og i Antiokia stod han op imod selve Peter (Kefas). I redegørelsen for forholdet mellem Loven og Kristus formulerer han sig mere skarpt end noget andet sted: Kristus er opfyldelsen af Guds løfter til Abraham; dem kan den meget senere Lov ikke påvirke. Men hvad er så Lovens rolle? Paulus’ siger (næsten?), at den kom til for at hindre frelsen, indtil Kristus kom (3,19-24). Endelig henviser han til, at galaterne selv ved, at de har modtaget Ånden, og at den sætter dem i stand til at gøre dyderne – i modsætning til ”kødets” laster.
Brevets opbygning:
1,1-5: Brevindgang / Præskript.
1,6-9: Undren og bebrejdelse [NB: Ingen taksigelse]
1,10-2,21: Paulus’ ’selvbiografi’; herunder:
Paulus’ liv som jøde og mødet med Kristus (1,11-16);
Forholdet til apostlene i Jerusalem (1,17-24) og Apostelmødet (2,1-10);
Opgør med Peter i Antiokia om bordfællesskab mellem jøder og hedninger (2,11-21).
3,1-5,1: Forholdet mellem Kristus og Loven (Præmisserne); herunder:
Løfterne til Abraham (3,6-14);
Frelsen som arv og sønnevilkår (3,15- 4,17).
Allegori om Hagar og Sara (4,21-5,1).
5,2-12: Formaning imod omskærelse.
5,13-6,10: Formaninger om kødets gerninger og Åndens frugt (5,13-6,10).
6,11-18: Brevafslutning: Slutadvarsler og hilsen.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
Bibelkundskab - (4) - Paulus´ teologi
Paulus’ teologi
I den lutherske tradition betragtes retfærdiggørelse af tro som centrum i Paulus’ teologi. ’Retfærdiggørelse’ er et juridisk udtryk for, at dommeren erklærer en anklaget for at være uden skyld. Som teologisk term betyder det, at Gud erklærer et menneske ’retfærdigt’ alene i kraft af troen på Kristus. Dette ses i modsætning til den jødiske opfattelse, hvorefter menneskets forhold til Gud afgøres af dets handlinger. Man taler da om gerningsretfærdighed.
Denne opfattelse er imidlertid problematiseret af den moderne Paulus-forskning (”den nye Paulus”). For det første optræder retfærdiggørelse af tro kun i to Paulus-breve (Rom. og Gal.), mens han i andre breve formulerer frelsen i Kristus på andre måder. Den kan derfor ikke siges at stå i centrum. For det andet er det en fuldstændig misopfattelse af den antikke jødedom at forbinde den med tanken om gerningsretfærdighed.
Den antikke jødedom troede, at Gud vilkårligt (”af nåde”) havde udvalgt det jødiske folk. Han havde sluttet en pagt med folket. Gud knyttede en række løfter til pagten, mens folket blev forpligtet på en særlig adfærd. Denne adfærd er foreskrevet i Loven. For den jødiske betragtning er Loven et udtryk for Guds nåde: Alene jøderne har mulighed for direkte at kende Guds vilje med menneskene. Samtidig indeholder Loven en række bestemmelser (omskærelse, sabbat, spiseregler m.m.), der skal sikre adskillelsen mellem det udvalgte folk og de andre folkeslag, ”hedningerne”.
Man har kaldt denne forestilling pagts-nomisme (det græske ord nómos betyder lov):
Man kan ikke handle sig ind i pagten; den oprettes suverænt af Gud. Men man kan handle sig ud af pagten, hvis man ikke efterlever den foreskrevne adfærd.
Paulus forstår frelsen i Kristus helt parallelt med denne opfattelse. De troende frelses ”af nåde” i kraft af Guds sendelse af Kristus; mennesker kan nemlig ikke ved egen indsats erhverve frelsen. Men lever man ikke sit liv i overensstemmelse med den nye frelsestilstand, falder man ud af nåden. I den henseende spiller gerninger også for Paulus en afgørende rolle.
Men Paulus mente, at med Guds sendelse af Kristus var frelsen blevet mulig for alle, jøder såvel som hedninger. Det er en pointe i Paulus’ forståelse af Kristus’ korsfæstelse, at Gud åbenbarer sig i det foragtede og fornedrede, og derfor afviser de almindeligt gældende statushierarkier. Derfor var de bestemmelser i Loven, der skulle adskille jøder fra hedninger og således fremvise et hierarkisk forhold mellem dem, ikke længere gyldige. At opretholde dem var at afvise Guds frelse i Kristus. Når Paulus taler om ”lov-gerninger”, mener han disse bestemmelser; de moralske love var på ingen måde sat ud af kraft.
Skematisk kan forholdet opstilles således: Paulus modstiller Kristus-tro og Lov-gerninger.
Hvor den lutherske opfattelse ser dette som en modsætning mellem tro og gerninger,
ser den nye Paulus-opfattelse sagen som en modsætning mellem Kristus og Loven.
Denne problemstilling optræder kun i de Paulus-breve, hvor forholdet mellem jøder og hedninger er et afgørende tema. I andre breve forholder han sig til andre problemer og formulerer sin opfattelse af frelsen på andre måder. Nogle kritikere mener derfor, at Paulus ikke er konsistent, andre at han er opportunistisk. I hvert fald kan man ikke finde en gennemgående, central formulering af Paulus’ teologi i selve brevenes ordlyd. Visse træk optræder dog som forudsætninger i alle brevene:
Med sendelsen af Kristus har Gud opfyldt sine løfter til Israel. Gennem sin død og opstandelse har Kristus brudt syndens og dødens magt. Frelsen er nu en mulighed for alle mennesker, og de troende oplever et magtskifte, idet de nu undergives Ånden, der gør det muligt at leve efter Guds vilje. Den bibelske forestilling, der ligger til grund for dette, synes at være den forestilling om en ny pagtslutning, som først og fremmest optræder i Jer 31,31-34 og Ez 36,26-28 (jf. Ez 11,19-20), og som forbinder pagt og ånd. Stedet for denne pagtsslutning er for den enkelte dåben.
Frelsen er dog endnu ikke fuldt realiseret; det vil først ske ved Kristi genkomst, som er nært forestående. De troende lever derfor en slags dobbelt eksistens: De lever stadig i verden, men ikke længere på verdens vilkår. Man har kaldt denne dobbelthed: allerede – endnu ikke.
Fordi de troende stadig lever i verden, er risikoen for, at verden igen får magt over dem, imidlertid stadig til stede. Derfor spiller formaninger en stor rolle i brevene; alle Paulus’ breve indeholder formanende afsnit. Disse formaninger er ikke offensive, sigtende på moralske fremskridt; de er defensive, de skal fastholde de troende i den allerede opnåede frelsestilstand. Dette forhold har man formuleret med følgende stikord: Indikativ: de troende er frelst, / imperativ: de skal have en adfærd, der svarer til frelsen.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
I den lutherske tradition betragtes retfærdiggørelse af tro som centrum i Paulus’ teologi. ’Retfærdiggørelse’ er et juridisk udtryk for, at dommeren erklærer en anklaget for at være uden skyld. Som teologisk term betyder det, at Gud erklærer et menneske ’retfærdigt’ alene i kraft af troen på Kristus. Dette ses i modsætning til den jødiske opfattelse, hvorefter menneskets forhold til Gud afgøres af dets handlinger. Man taler da om gerningsretfærdighed.
Denne opfattelse er imidlertid problematiseret af den moderne Paulus-forskning (”den nye Paulus”). For det første optræder retfærdiggørelse af tro kun i to Paulus-breve (Rom. og Gal.), mens han i andre breve formulerer frelsen i Kristus på andre måder. Den kan derfor ikke siges at stå i centrum. For det andet er det en fuldstændig misopfattelse af den antikke jødedom at forbinde den med tanken om gerningsretfærdighed.
Den antikke jødedom troede, at Gud vilkårligt (”af nåde”) havde udvalgt det jødiske folk. Han havde sluttet en pagt med folket. Gud knyttede en række løfter til pagten, mens folket blev forpligtet på en særlig adfærd. Denne adfærd er foreskrevet i Loven. For den jødiske betragtning er Loven et udtryk for Guds nåde: Alene jøderne har mulighed for direkte at kende Guds vilje med menneskene. Samtidig indeholder Loven en række bestemmelser (omskærelse, sabbat, spiseregler m.m.), der skal sikre adskillelsen mellem det udvalgte folk og de andre folkeslag, ”hedningerne”.
Man har kaldt denne forestilling pagts-nomisme (det græske ord nómos betyder lov):
Man kan ikke handle sig ind i pagten; den oprettes suverænt af Gud. Men man kan handle sig ud af pagten, hvis man ikke efterlever den foreskrevne adfærd.
Paulus forstår frelsen i Kristus helt parallelt med denne opfattelse. De troende frelses ”af nåde” i kraft af Guds sendelse af Kristus; mennesker kan nemlig ikke ved egen indsats erhverve frelsen. Men lever man ikke sit liv i overensstemmelse med den nye frelsestilstand, falder man ud af nåden. I den henseende spiller gerninger også for Paulus en afgørende rolle.
Men Paulus mente, at med Guds sendelse af Kristus var frelsen blevet mulig for alle, jøder såvel som hedninger. Det er en pointe i Paulus’ forståelse af Kristus’ korsfæstelse, at Gud åbenbarer sig i det foragtede og fornedrede, og derfor afviser de almindeligt gældende statushierarkier. Derfor var de bestemmelser i Loven, der skulle adskille jøder fra hedninger og således fremvise et hierarkisk forhold mellem dem, ikke længere gyldige. At opretholde dem var at afvise Guds frelse i Kristus. Når Paulus taler om ”lov-gerninger”, mener han disse bestemmelser; de moralske love var på ingen måde sat ud af kraft.
Skematisk kan forholdet opstilles således: Paulus modstiller Kristus-tro og Lov-gerninger.
Hvor den lutherske opfattelse ser dette som en modsætning mellem tro og gerninger,
ser den nye Paulus-opfattelse sagen som en modsætning mellem Kristus og Loven.
Denne problemstilling optræder kun i de Paulus-breve, hvor forholdet mellem jøder og hedninger er et afgørende tema. I andre breve forholder han sig til andre problemer og formulerer sin opfattelse af frelsen på andre måder. Nogle kritikere mener derfor, at Paulus ikke er konsistent, andre at han er opportunistisk. I hvert fald kan man ikke finde en gennemgående, central formulering af Paulus’ teologi i selve brevenes ordlyd. Visse træk optræder dog som forudsætninger i alle brevene:
Med sendelsen af Kristus har Gud opfyldt sine løfter til Israel. Gennem sin død og opstandelse har Kristus brudt syndens og dødens magt. Frelsen er nu en mulighed for alle mennesker, og de troende oplever et magtskifte, idet de nu undergives Ånden, der gør det muligt at leve efter Guds vilje. Den bibelske forestilling, der ligger til grund for dette, synes at være den forestilling om en ny pagtslutning, som først og fremmest optræder i Jer 31,31-34 og Ez 36,26-28 (jf. Ez 11,19-20), og som forbinder pagt og ånd. Stedet for denne pagtsslutning er for den enkelte dåben.
Frelsen er dog endnu ikke fuldt realiseret; det vil først ske ved Kristi genkomst, som er nært forestående. De troende lever derfor en slags dobbelt eksistens: De lever stadig i verden, men ikke længere på verdens vilkår. Man har kaldt denne dobbelthed: allerede – endnu ikke.
Fordi de troende stadig lever i verden, er risikoen for, at verden igen får magt over dem, imidlertid stadig til stede. Derfor spiller formaninger en stor rolle i brevene; alle Paulus’ breve indeholder formanende afsnit. Disse formaninger er ikke offensive, sigtende på moralske fremskridt; de er defensive, de skal fastholde de troende i den allerede opnåede frelsestilstand. Dette forhold har man formuleret med følgende stikord: Indikativ: de troende er frelst, / imperativ: de skal have en adfærd, der svarer til frelsen.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
Bibelkundskab - (3) - Paulus´ breve til Korintherne
Første Korintherbrev.
1 Kor er et broget skrift, der afspejler mange forskellige forhold i menigheden i Korinth.
Paulus har dels modtaget et brev fra menigheden med spørgsmål, som han svarer på; dels har han modtaget andre efterretninger om forhold, som han kritiserer: Menigheden er splittet i forskellige fraktioner; uacceptabel seksuel adfærd forekommer; nadveren fejres på uværdig vis; nogle afviser troen på den legemlige opstandelse. De spørgsmål, menigheden har skrevet til ham om, angår ægteskab og skilsmisse, spisning af afgudsofferkød, synet på Åndens gaver og den rette praksis ved sammenkomsterne.
De forskellige splittelser afspejler ikke nødvendigvis samme problemtype; der kan være tale om sociale forskelle i én sammenhæng, teologiske forskelle i andre sammenhænge. Men gennemgående synes at være en modsætning mellem ’stærke’ og ’svage’: de åndsbegavede, der ikke føler sig bundet af jordiske hensyn, og de mindre åndsbegavede, der viger tilbage fra friheden. Paulus formaner de første til at tage udstrakt hensyn til de sidste – af hensyn til menighedens sammenhold.
Gennem 1 Kor får vi indblik i en tidlig kristen menigheds dagligliv og dens problemer. Den nye tro har ikke umiddelbart kunnet forenes med det almindelige liv i en almindelig græsk by. Forholdet til den hedenske omverden har tydeligvis været problematisk, fordi det ikke har været klart, hvordan man skulle forholde sig til den hedenske religion, som gennemsyrede almindelige forhold, fx havde kødet på torvet gerne været ofret i templet, eller man kunne blive inviteret til en privat sammenkomst, hvor der blev serveret offerkød. Kunne man i det hele taget omgås hedninger? Ligeledes var det uklart, hvorledes samfundets hierarkiske strukturer skulle influere menigheden. Kunne der være forskel på brødrene? Eller hvordan skulle man forholde sig, hvis ens datter nåede giftealderen og måske gerne ville forloves? Hvilken vægt skulle man i det hele taget lægge på ’kødelige’ forhold, fx at nogle frekventerede prostituerede?
Alle sådanne problemer stammer i sidste ende fra kristendommens sammenstød med kulturen. Det viser sig jo med det samme, at de Kristus-troende ikke kan gå ud af verden, men så må de finde en måde at komme til rette med verden på. Det handler 1 Kor bl.a. om.
Brevets opbygning:
1,1-3: Brevindgang/ Præskript.
1,4-9: Taksigelse/ Proømium.
Partistridigheder
1,10-4,21: Splittelse og partidannelse i menigheden. Herunder bl.a.:
Guds visdom vs. menneskers visdom (1,18-2,16);
Menigheden som bygning, Guds tempel (3,10-17);
Apostlenes fornedrede vilkår (4,1-13).
Moralske brist i menigheden
5,1-13: Et tilfælde af blodskam skal dømmes.
6,1-11: Imod retssager ved hedenske domstole.
6,12-20: Advarsel mod utugt.
Svar på spørgsmål om asketisk holdning i ægteskabet
7,1-40: Forskellige spørgsmål om ægteskab, skilsmisse og forlovelse:
Seksuel afholdenhed er bedst; men ægteskabet er et værn mod utugt.
Spørgsmål om spisning af kød ofret til afguder
8,1-11,1: Om at spise afgudsofferkød: Det skader ikke at spise, men af hensyn til ’de svage’ bør
man afstå derfra. I denne formaning er indskudt vigtige argumenter bl.a.:
Paulus har givet afkald på sin ret til materielt underhold (9,1-27);
GT-eksempler på, at deltagelse i kulten ikke sikrer mod fortabelse (10,1-22).
Om misforhold ved menighedens sammenkomster
11,2-16: Kvinder skal bede med tildækket hoved.
11,17-34: Nadveren skal praktiseres som ”Herrens måltid”; den må ikke udstille forskellene i
menigheden.
Spørgsmål angående nådegaverne
12,1-14,40: Åndens udfoldelser ved menighedens møder:
Forskellige åndsgaver skal tjene helheden; menigheden som et legeme (kap. 12);
’Kærlighedens højsang’ (kap. 13);
Profeti er bedre end tungetale, da den tjener menighedens opbyggelse; sammenkomsterne skal gå ordentligt til (kap. 14).
Om de dødes opstandelse
15,1-58: Argumentation for den legemlige opstandelse, herunder henvisning til Kristi opstandelse.
16,1-4: Instruks om indsamlingen til Jerusalem.
16,5-24: Brevafslutning: rejseplaner, anbefalinger, hilsner.
Andet Korintherbrev.
2 Kor er på mange måder Paulus’ mest personlige brev; det rummer et indtrængende selvportræt af Paulus som Kristi apostel.
Det er tillige et brev, der rejser mange forståelsesproblemer, idet det forudsatte forhold mellem Paulus og korintherne dels er ukendt for de moderne læsere, dels synes at skifte undervejs. At der er tale om en konflikt er indlysende; men hvor første del af brevet munder ud i en forsonlig tone, er sidste del truende og uforsonlig.
Derfor har mange fortolkere ment, at 2 Kor er sammensat af flere forskellige breve fra Paulus til korintherne; nogle har ment, at det omtalte ’Tårebrev’ (2 Kor 2,3-4) i virkeligheden en del af 2 Kor. I dag synes tendensen dog at bevæge sig i retning af at acceptere 2 Kor som et sammenhængende skrift – og at Tårebrevet er 1 Kor.
I så fald forudsætter brevet en alvorlig personlig konflikt mellem Paulus og menigheden, som er foreløbigt løst gennem ’Tårebrevet’ og Titus’ besøg i Korinth. Paulus understøtter imidlertid sin autoritet gennem det lange indskud om sit apostolat. Dette sker bl.a. for bedre at kunne relancere indsamlingen til menigheden i Jerusalem, som kan være gået i stå i Korinth på grund af konflikten med Paulus. Den uforsonlige tone i brevets sidste del er ikke vendt mod korintherne, men mod nogle konkurrerende missionærer, der med et vist held er trængt ind og har forsøgt at få kontrol med Paulus’ menighed.
2 Kor giver et indblik i konflikterne i den tidligste kristendom og først og fremmest et billede af Paulus som polemiker. Der er tydeligvis en kamp om korintherne i brevet, og Paulus reagerer med et lidenskabeligt forsvar, hvori det også fremgår, hvilke argumenter man kunne anføre. Paulus benytter sig både af referencer til korinthernes erfaring, henvisninger til skriften og fortællinger om åbenbaringer. Hvis Paulus overbeviser dem, vil de atter påbegynde indsamlingen, som han er på vej for at hente.
Brevets opbygning:
1,1-2: Brevindgang/ Præskript.
1,3-11: Lovprisning/ Proømium.
Forsvar for Paulus’ planlægning
1,12-24: Paulus har udsat et lovet besøg i Korinth; det var for at skåne dem.
2,1-11: Om brevet skrevet under mange tårer, og om en person, der har forurettet Paulus.
2,12-13: Paulus ventede utålmodigt på nyt fra Titus, der havde været i Korinth.
Forsvar for Paulus’ apostolat
2,14-7,4: Et langt ’forsvar’ for Paulus’ apostolat, herunder bl.a.:
Den gamle og den nye pagts tjeneste (kap. 3);
Om Paulus’ lidelser (et ’peristase-katalog’) (kap. 4).
Forligelsens tjeneste (kap. 5-6).
[6,14-7,1: Muligvis et ikke-paulinsk indskud]
7,5-16: Afrunding af brevets forhistorie: Paulus har mødt Titus.
Indsamlingen til Jerusalem
8,1-9,15: Formaninger om indsamlingen til Jerusalem.
Gentaget forsvar for Paulus’ apostolat
10,1-18: Når Paulus kommer til Korinth, vil han ikke leve op til sit ry om kun at være myndig, når han skriver, ikke når han er personligt til stede.
11,1-12,13: I en ’dåretale’ gør Paulus op med ”overapostlene”: Han kan rose sig med større ret, end de kan.
12,14-13,10: Paulus er på vej til Korinth for tredje gang; han formaner korintherne til at leve op til hans forventninger – rettere: Kristi forventninger til dem.
13,11-13: Brevafslutning.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
1 Kor er et broget skrift, der afspejler mange forskellige forhold i menigheden i Korinth.
Paulus har dels modtaget et brev fra menigheden med spørgsmål, som han svarer på; dels har han modtaget andre efterretninger om forhold, som han kritiserer: Menigheden er splittet i forskellige fraktioner; uacceptabel seksuel adfærd forekommer; nadveren fejres på uværdig vis; nogle afviser troen på den legemlige opstandelse. De spørgsmål, menigheden har skrevet til ham om, angår ægteskab og skilsmisse, spisning af afgudsofferkød, synet på Åndens gaver og den rette praksis ved sammenkomsterne.
De forskellige splittelser afspejler ikke nødvendigvis samme problemtype; der kan være tale om sociale forskelle i én sammenhæng, teologiske forskelle i andre sammenhænge. Men gennemgående synes at være en modsætning mellem ’stærke’ og ’svage’: de åndsbegavede, der ikke føler sig bundet af jordiske hensyn, og de mindre åndsbegavede, der viger tilbage fra friheden. Paulus formaner de første til at tage udstrakt hensyn til de sidste – af hensyn til menighedens sammenhold.
Gennem 1 Kor får vi indblik i en tidlig kristen menigheds dagligliv og dens problemer. Den nye tro har ikke umiddelbart kunnet forenes med det almindelige liv i en almindelig græsk by. Forholdet til den hedenske omverden har tydeligvis været problematisk, fordi det ikke har været klart, hvordan man skulle forholde sig til den hedenske religion, som gennemsyrede almindelige forhold, fx havde kødet på torvet gerne været ofret i templet, eller man kunne blive inviteret til en privat sammenkomst, hvor der blev serveret offerkød. Kunne man i det hele taget omgås hedninger? Ligeledes var det uklart, hvorledes samfundets hierarkiske strukturer skulle influere menigheden. Kunne der være forskel på brødrene? Eller hvordan skulle man forholde sig, hvis ens datter nåede giftealderen og måske gerne ville forloves? Hvilken vægt skulle man i det hele taget lægge på ’kødelige’ forhold, fx at nogle frekventerede prostituerede?
Alle sådanne problemer stammer i sidste ende fra kristendommens sammenstød med kulturen. Det viser sig jo med det samme, at de Kristus-troende ikke kan gå ud af verden, men så må de finde en måde at komme til rette med verden på. Det handler 1 Kor bl.a. om.
Brevets opbygning:
1,1-3: Brevindgang/ Præskript.
1,4-9: Taksigelse/ Proømium.
Partistridigheder
1,10-4,21: Splittelse og partidannelse i menigheden. Herunder bl.a.:
Guds visdom vs. menneskers visdom (1,18-2,16);
Menigheden som bygning, Guds tempel (3,10-17);
Apostlenes fornedrede vilkår (4,1-13).
Moralske brist i menigheden
5,1-13: Et tilfælde af blodskam skal dømmes.
6,1-11: Imod retssager ved hedenske domstole.
6,12-20: Advarsel mod utugt.
Svar på spørgsmål om asketisk holdning i ægteskabet
7,1-40: Forskellige spørgsmål om ægteskab, skilsmisse og forlovelse:
Seksuel afholdenhed er bedst; men ægteskabet er et værn mod utugt.
Spørgsmål om spisning af kød ofret til afguder
8,1-11,1: Om at spise afgudsofferkød: Det skader ikke at spise, men af hensyn til ’de svage’ bør
man afstå derfra. I denne formaning er indskudt vigtige argumenter bl.a.:
Paulus har givet afkald på sin ret til materielt underhold (9,1-27);
GT-eksempler på, at deltagelse i kulten ikke sikrer mod fortabelse (10,1-22).
Om misforhold ved menighedens sammenkomster
11,2-16: Kvinder skal bede med tildækket hoved.
11,17-34: Nadveren skal praktiseres som ”Herrens måltid”; den må ikke udstille forskellene i
menigheden.
Spørgsmål angående nådegaverne
12,1-14,40: Åndens udfoldelser ved menighedens møder:
Forskellige åndsgaver skal tjene helheden; menigheden som et legeme (kap. 12);
’Kærlighedens højsang’ (kap. 13);
Profeti er bedre end tungetale, da den tjener menighedens opbyggelse; sammenkomsterne skal gå ordentligt til (kap. 14).
Om de dødes opstandelse
15,1-58: Argumentation for den legemlige opstandelse, herunder henvisning til Kristi opstandelse.
16,1-4: Instruks om indsamlingen til Jerusalem.
16,5-24: Brevafslutning: rejseplaner, anbefalinger, hilsner.
Andet Korintherbrev.
2 Kor er på mange måder Paulus’ mest personlige brev; det rummer et indtrængende selvportræt af Paulus som Kristi apostel.
Det er tillige et brev, der rejser mange forståelsesproblemer, idet det forudsatte forhold mellem Paulus og korintherne dels er ukendt for de moderne læsere, dels synes at skifte undervejs. At der er tale om en konflikt er indlysende; men hvor første del af brevet munder ud i en forsonlig tone, er sidste del truende og uforsonlig.
Derfor har mange fortolkere ment, at 2 Kor er sammensat af flere forskellige breve fra Paulus til korintherne; nogle har ment, at det omtalte ’Tårebrev’ (2 Kor 2,3-4) i virkeligheden en del af 2 Kor. I dag synes tendensen dog at bevæge sig i retning af at acceptere 2 Kor som et sammenhængende skrift – og at Tårebrevet er 1 Kor.
I så fald forudsætter brevet en alvorlig personlig konflikt mellem Paulus og menigheden, som er foreløbigt løst gennem ’Tårebrevet’ og Titus’ besøg i Korinth. Paulus understøtter imidlertid sin autoritet gennem det lange indskud om sit apostolat. Dette sker bl.a. for bedre at kunne relancere indsamlingen til menigheden i Jerusalem, som kan være gået i stå i Korinth på grund af konflikten med Paulus. Den uforsonlige tone i brevets sidste del er ikke vendt mod korintherne, men mod nogle konkurrerende missionærer, der med et vist held er trængt ind og har forsøgt at få kontrol med Paulus’ menighed.
2 Kor giver et indblik i konflikterne i den tidligste kristendom og først og fremmest et billede af Paulus som polemiker. Der er tydeligvis en kamp om korintherne i brevet, og Paulus reagerer med et lidenskabeligt forsvar, hvori det også fremgår, hvilke argumenter man kunne anføre. Paulus benytter sig både af referencer til korinthernes erfaring, henvisninger til skriften og fortællinger om åbenbaringer. Hvis Paulus overbeviser dem, vil de atter påbegynde indsamlingen, som han er på vej for at hente.
Brevets opbygning:
1,1-2: Brevindgang/ Præskript.
1,3-11: Lovprisning/ Proømium.
Forsvar for Paulus’ planlægning
1,12-24: Paulus har udsat et lovet besøg i Korinth; det var for at skåne dem.
2,1-11: Om brevet skrevet under mange tårer, og om en person, der har forurettet Paulus.
2,12-13: Paulus ventede utålmodigt på nyt fra Titus, der havde været i Korinth.
Forsvar for Paulus’ apostolat
2,14-7,4: Et langt ’forsvar’ for Paulus’ apostolat, herunder bl.a.:
Den gamle og den nye pagts tjeneste (kap. 3);
Om Paulus’ lidelser (et ’peristase-katalog’) (kap. 4).
Forligelsens tjeneste (kap. 5-6).
[6,14-7,1: Muligvis et ikke-paulinsk indskud]
7,5-16: Afrunding af brevets forhistorie: Paulus har mødt Titus.
Indsamlingen til Jerusalem
8,1-9,15: Formaninger om indsamlingen til Jerusalem.
Gentaget forsvar for Paulus’ apostolat
10,1-18: Når Paulus kommer til Korinth, vil han ikke leve op til sit ry om kun at være myndig, når han skriver, ikke når han er personligt til stede.
11,1-12,13: I en ’dåretale’ gør Paulus op med ”overapostlene”: Han kan rose sig med større ret, end de kan.
12,14-13,10: Paulus er på vej til Korinth for tredje gang; han formaner korintherne til at leve op til hans forventninger – rettere: Kristi forventninger til dem.
13,11-13: Brevafslutning.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
Bibelkundskab - NT (2) - Paulus´ to breve til Thessalonika
Første Thessalonikerbrev.
1 Thess. er det ældste Paulus-brev, vi kender; det er skrevet på Grundlæggelsesrejsen, antagelig i Korinth få måneder efter grundlæggelsen af menigheden i Thessalonika, der var hovedbyen i Makedonien.
Brevet skal først og fremmest opretholde kontakten mellem menighed og apostel. I den sammenhæng har Paulus’ medarbejder, Timotheus’ besøg i byen spillet en vigtig rolle (2,17-3,10). I 4,13-18 kommer det frem, at der er forekommet dødsfald i menigheden, og at det har rystet troen; Paulus svarer på krisen med en lille ’apokalypse’.
Brevets opbygning:
1,1: Brevindgang/ Præskript.
1,2-10: Taksigelse / Proømium.
I: Historien om Paulus’ og thessalonikernes fælles forhistorie
2,1-12: Ophold i Thessalonika og menighedens grundlæggelse.
2,13-16: Fornyet taksigelse.
2,17-20: Paulus’ forgæves forsøg på at besøge menigheden
3,1-10: Timotheus har været i Thessalonika og bragt gode efterretninger med tilbage.
3,11-13: Bøn til Gud om at komme til Thessalonika.
II: Paulus formaner thessalonikerne og besvarer spørgsmål
4,1-8: Generelle formaninger.
4,9-12: Formaning om broderkærlighed.
4,13-18: Om de hensovede i Kristus.
5,1-11: Formaning om årvågenhed.
5,12-24: Generelle formaninger.
5,26-28: Brevafslutning.
Andet Thessalonikerbrev.
Det er blevet bestridt, at 2 Thess er et ægte Paulus-brev: Det udskyder forventningen om Kristi genkomst, hvor 1 Thess baserer sig på den; tonefaldet er et andet, langt mere forbeholdent; den sproglige lighed kan i givet fald skyldes, at 2 Thess efterligner 1 Thess.
Antager man brevets ægthed, er Paulus ikke lettet som i 1 Thess, men foruroliget over situationen i Thessalonika: Menigheden er grebet af en hysterisk nærforventning; og (i sammenhæng hermed eller ej) er nogle begyndt at leve ”uordentligt”. Brevet skyder en forsinkelsesfaktor ind mellem den aktuelle tid og Kristi genkomst: ”Lovløshedens menneske” og formaner til at passe sit arbejde.
Brevets opbygning:
1,1-2: Brevindgang/ Præskript.
1,3-12: Taksigelse/ Proømium.
2,1-12: Før Herrens genkomst skal lovløshedens menneske åbenbares.
2,13-17: Fornyet taksigelse.
3,1-5: Opfordring til forbøn.
3,6-16: Formaning imod uordentlig livsførelse.
3,17-18: Brevafslutning.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
1 Thess. er det ældste Paulus-brev, vi kender; det er skrevet på Grundlæggelsesrejsen, antagelig i Korinth få måneder efter grundlæggelsen af menigheden i Thessalonika, der var hovedbyen i Makedonien.
Brevet skal først og fremmest opretholde kontakten mellem menighed og apostel. I den sammenhæng har Paulus’ medarbejder, Timotheus’ besøg i byen spillet en vigtig rolle (2,17-3,10). I 4,13-18 kommer det frem, at der er forekommet dødsfald i menigheden, og at det har rystet troen; Paulus svarer på krisen med en lille ’apokalypse’.
Brevets opbygning:
1,1: Brevindgang/ Præskript.
1,2-10: Taksigelse / Proømium.
I: Historien om Paulus’ og thessalonikernes fælles forhistorie
2,1-12: Ophold i Thessalonika og menighedens grundlæggelse.
2,13-16: Fornyet taksigelse.
2,17-20: Paulus’ forgæves forsøg på at besøge menigheden
3,1-10: Timotheus har været i Thessalonika og bragt gode efterretninger med tilbage.
3,11-13: Bøn til Gud om at komme til Thessalonika.
II: Paulus formaner thessalonikerne og besvarer spørgsmål
4,1-8: Generelle formaninger.
4,9-12: Formaning om broderkærlighed.
4,13-18: Om de hensovede i Kristus.
5,1-11: Formaning om årvågenhed.
5,12-24: Generelle formaninger.
5,26-28: Brevafslutning.
Andet Thessalonikerbrev.
Det er blevet bestridt, at 2 Thess er et ægte Paulus-brev: Det udskyder forventningen om Kristi genkomst, hvor 1 Thess baserer sig på den; tonefaldet er et andet, langt mere forbeholdent; den sproglige lighed kan i givet fald skyldes, at 2 Thess efterligner 1 Thess.
Antager man brevets ægthed, er Paulus ikke lettet som i 1 Thess, men foruroliget over situationen i Thessalonika: Menigheden er grebet af en hysterisk nærforventning; og (i sammenhæng hermed eller ej) er nogle begyndt at leve ”uordentligt”. Brevet skyder en forsinkelsesfaktor ind mellem den aktuelle tid og Kristi genkomst: ”Lovløshedens menneske” og formaner til at passe sit arbejde.
Brevets opbygning:
1,1-2: Brevindgang/ Præskript.
1,3-12: Taksigelse/ Proømium.
2,1-12: Før Herrens genkomst skal lovløshedens menneske åbenbares.
2,13-17: Fornyet taksigelse.
3,1-5: Opfordring til forbøn.
3,6-16: Formaning imod uordentlig livsførelse.
3,17-18: Brevafslutning.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
Bibelkundskab - NT (2) - Paulus som missionær og brevskriver
Paulus som missionær og brevskriver.
Paulus var hedningemissionær og menighedsgrundlægger i Lilleasien, Makedonien og Grækenland.
Han forstod sig selv som apostel (der betyder ’udsendt’), nemlig udsendt af Jesus Kristus med en særlig opgave: at omvende hedninger til troen på Kristus og dermed til frelse ved den kommende dom. Af den grund prædikede han ’Kristus som korsfæstet’ i de hedenske byer. Paulus opfattede nemlig korsfæstelsen af Kristus som det afgørende vendepunkt fra en – ond – tidsalder til en anden. De troende har gennem deres tro del i den kommende frelse, som realiseres ved Kristus’ – snarlige – genkomst.
Hovedpunkter i Paulus’ liv.
Vi kan rekonstruere visse hovedpunkter i Paulus’ liv ud fra oplysninger i hans breve samt oplysninger i Apostlenes Gerninger. Dette skrift er imidlertid langt senere end brevene og kan ikke betragtes som en egentlig kilde til viden om Paulus, men til en senere generations syn på Paulus.
Paulus var jøde, men født og opvokset i Tarsus, en by i det sydøstlige hjørne af Lilleasien; han var således fra den jødiske diaspora. Han var fra barnsben fortrolig med livet i en større hellenistisk by, og det blev også i byerne, han udøvede sin missionsvirksomhed.
Paulus var farisæer og tog som ung til Jerusalem for at uddanne sig til skriftklog. Her deltog han i forfølgelser af de kristne, men mødte selv Kristus i en åbenbaring og blev herefter missionær for den nye tro. Kristus-åbenbaringen var basis for Paulus’ autoritet i forhold til menighederne.
Paulus foretog to rejser til det ægæiske område: 1. Grundlæggelsesrejsen, hvor han grundlagde menigheder i Galatien i Lilleasien (dvs. det nuværende Tyrkiet), i de makedonske byer Thessalonika og Filippi og i den græske hovedby Korinth. 2. Kollektrejsen, hvor han vendte tilbage til menighederne for at indsamle en pengegave, en kollekt, til menigheden i Jerusalem. I den forbindelse opholdt han sig i længere tid i Efesus på Lilleasiens vestkyst.
Rejserne er konstrueret efter Paulus’ ophold i Jerusalem. Tre år efter sin omvendelse besøgte han første gang Jerusalem som Kristus-troende. Derefter begyndte den første rejse, som afsluttedes af Paulus’ ophold i Jerusalem i forbindelse med det såkaldte apostelmøde. Herefter påbegyndtes kollektrejsen, som sluttede med overbringelsen af gaven til menigheden i Jerusalem. Paulus’ breve er skrevet i sammenhæng med disse to rejser, der fandt sted i årene omkring 50 e.Kr..
På grundlag af oplysningerne i Paulus’ breve kan man med nogen usikkerhed rekonstruere hans kronologi: Omvendelsen finder sted i år 40, det første besøg i Jerusalem tre år efter, dvs. år 42, da år 40 tælles med i de tre år. I år 53, nemlig fjorten år efter omvendelsen, har apostelmødet fundet sted. Dvs. at alle Paulus’ breve med undtagelse af 1 (og 2) Thess., der er skrevet på den første rejse, stammer fra tidsrummet 53-54.
Ved det sidste ophold i Jerusalem blev Paulus arresteret af romerne, men indankede sagen til kejseren. Derfor blev han sendt til Rom, hvor han døde, formodentlig under Neros forfølgelser af de kristne i 64 e.Kr.
De paulinske menigheder og brevene.
Menighederne var frivillige religiøse sammenslutninger eller foreninger i lighed med andre ’nye religioner’ i det antikke, hellenistiske samfund (men i modsætning til den ældre situation, hvor stedets officielle kult omfattede alle samfundets medlemmer). I hellenismen var der et religiøst ’marked’, hvor religionerne konkurrerede om at hverve tilhængere.
I den første tid har menighederne fungeret som husmenigheder, som mødtes i private huse. Derved blev menighederne involveret med det antikke samfunds hierarkiske paterfamilias- og patron-klient-system. Men det stred mod den kristne selvforståelse: Kristus var død en vanærende død på korset og derpå oprejst af Gud. For de kristne var samfundets normer derfor vendt på hovedet: Det lave og vanærende betød ære, mens det at søge højhed og ære var forkert. De troende skulle være ’slaver’ for hinanden; sammenholdet var afgørende. Ikke desto mindre blev visse strukturer fra det antikke familiesystem overtaget mere eller mindre ureflekteret. Kvinder, slaver og børn var selvfølgeligt hierarkisk underordnet de frie mænd, om end alle var fuldgyldige medlemmer af menigheden.
Paulus var på stadige rejser og derfor som oftest væk fra sine menigheder. Disse var omvendt afhængige af ham og hans belæring. For at opretholde menighederne, belære dem, gribe ind i kritiske situationer og retlede dem, når de var i tvivl – og ikke mindst for at opretholde sin autoritet over menighederne, også når han var fraværende, ’opfandt’ Paulus det apostolske brev. Han opretholdt sin kontrol over menighederne ved at skrive breve til dem i sin egenskab af apostel, dvs. menighedsgrundlægger. Gennem brevene kunne han være nærværende i ånden trods det fysiske fravær. Men han måtte balancere mellem påberåbelse af venskab og påberåbelse af autoritet, fordi menighederne var frivillige sammenslutninger, og Paulus var helt afhængig af deres anerkendelse af hans lederskab. Sådanne hensyn præger alle hans breve; nogle er rene venskabsbreve, mens andre forudsætter konflikter i menighederne eller mellem menighed og Paulus.
Brevenes sandsynlige rækkefølge kan konstrueres ved en undersøgelse af Paulus’ bemærkninger om sine rejseplaner. På den første rejse skriver han 1 (og 2) Thess. fra Korinth. I løbet af den anden fængsles han i Efesos og skriver Fil. og Filem. På samme rejse sender han Gal. fra Kolossæ, 1 Kor. fra Efesos, 2 Kor. fra Makedonien (Filippi) og Rom. fra Korinth.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
Paulus var hedningemissionær og menighedsgrundlægger i Lilleasien, Makedonien og Grækenland.
Han forstod sig selv som apostel (der betyder ’udsendt’), nemlig udsendt af Jesus Kristus med en særlig opgave: at omvende hedninger til troen på Kristus og dermed til frelse ved den kommende dom. Af den grund prædikede han ’Kristus som korsfæstet’ i de hedenske byer. Paulus opfattede nemlig korsfæstelsen af Kristus som det afgørende vendepunkt fra en – ond – tidsalder til en anden. De troende har gennem deres tro del i den kommende frelse, som realiseres ved Kristus’ – snarlige – genkomst.
Hovedpunkter i Paulus’ liv.
Vi kan rekonstruere visse hovedpunkter i Paulus’ liv ud fra oplysninger i hans breve samt oplysninger i Apostlenes Gerninger. Dette skrift er imidlertid langt senere end brevene og kan ikke betragtes som en egentlig kilde til viden om Paulus, men til en senere generations syn på Paulus.
Paulus var jøde, men født og opvokset i Tarsus, en by i det sydøstlige hjørne af Lilleasien; han var således fra den jødiske diaspora. Han var fra barnsben fortrolig med livet i en større hellenistisk by, og det blev også i byerne, han udøvede sin missionsvirksomhed.
Paulus var farisæer og tog som ung til Jerusalem for at uddanne sig til skriftklog. Her deltog han i forfølgelser af de kristne, men mødte selv Kristus i en åbenbaring og blev herefter missionær for den nye tro. Kristus-åbenbaringen var basis for Paulus’ autoritet i forhold til menighederne.
Paulus foretog to rejser til det ægæiske område: 1. Grundlæggelsesrejsen, hvor han grundlagde menigheder i Galatien i Lilleasien (dvs. det nuværende Tyrkiet), i de makedonske byer Thessalonika og Filippi og i den græske hovedby Korinth. 2. Kollektrejsen, hvor han vendte tilbage til menighederne for at indsamle en pengegave, en kollekt, til menigheden i Jerusalem. I den forbindelse opholdt han sig i længere tid i Efesus på Lilleasiens vestkyst.
Rejserne er konstrueret efter Paulus’ ophold i Jerusalem. Tre år efter sin omvendelse besøgte han første gang Jerusalem som Kristus-troende. Derefter begyndte den første rejse, som afsluttedes af Paulus’ ophold i Jerusalem i forbindelse med det såkaldte apostelmøde. Herefter påbegyndtes kollektrejsen, som sluttede med overbringelsen af gaven til menigheden i Jerusalem. Paulus’ breve er skrevet i sammenhæng med disse to rejser, der fandt sted i årene omkring 50 e.Kr..
På grundlag af oplysningerne i Paulus’ breve kan man med nogen usikkerhed rekonstruere hans kronologi: Omvendelsen finder sted i år 40, det første besøg i Jerusalem tre år efter, dvs. år 42, da år 40 tælles med i de tre år. I år 53, nemlig fjorten år efter omvendelsen, har apostelmødet fundet sted. Dvs. at alle Paulus’ breve med undtagelse af 1 (og 2) Thess., der er skrevet på den første rejse, stammer fra tidsrummet 53-54.
Ved det sidste ophold i Jerusalem blev Paulus arresteret af romerne, men indankede sagen til kejseren. Derfor blev han sendt til Rom, hvor han døde, formodentlig under Neros forfølgelser af de kristne i 64 e.Kr.
De paulinske menigheder og brevene.
Menighederne var frivillige religiøse sammenslutninger eller foreninger i lighed med andre ’nye religioner’ i det antikke, hellenistiske samfund (men i modsætning til den ældre situation, hvor stedets officielle kult omfattede alle samfundets medlemmer). I hellenismen var der et religiøst ’marked’, hvor religionerne konkurrerede om at hverve tilhængere.
I den første tid har menighederne fungeret som husmenigheder, som mødtes i private huse. Derved blev menighederne involveret med det antikke samfunds hierarkiske paterfamilias- og patron-klient-system. Men det stred mod den kristne selvforståelse: Kristus var død en vanærende død på korset og derpå oprejst af Gud. For de kristne var samfundets normer derfor vendt på hovedet: Det lave og vanærende betød ære, mens det at søge højhed og ære var forkert. De troende skulle være ’slaver’ for hinanden; sammenholdet var afgørende. Ikke desto mindre blev visse strukturer fra det antikke familiesystem overtaget mere eller mindre ureflekteret. Kvinder, slaver og børn var selvfølgeligt hierarkisk underordnet de frie mænd, om end alle var fuldgyldige medlemmer af menigheden.
Paulus var på stadige rejser og derfor som oftest væk fra sine menigheder. Disse var omvendt afhængige af ham og hans belæring. For at opretholde menighederne, belære dem, gribe ind i kritiske situationer og retlede dem, når de var i tvivl – og ikke mindst for at opretholde sin autoritet over menighederne, også når han var fraværende, ’opfandt’ Paulus det apostolske brev. Han opretholdt sin kontrol over menighederne ved at skrive breve til dem i sin egenskab af apostel, dvs. menighedsgrundlægger. Gennem brevene kunne han være nærværende i ånden trods det fysiske fravær. Men han måtte balancere mellem påberåbelse af venskab og påberåbelse af autoritet, fordi menighederne var frivillige sammenslutninger, og Paulus var helt afhængig af deres anerkendelse af hans lederskab. Sådanne hensyn præger alle hans breve; nogle er rene venskabsbreve, mens andre forudsætter konflikter i menighederne eller mellem menighed og Paulus.
Brevenes sandsynlige rækkefølge kan konstrueres ved en undersøgelse af Paulus’ bemærkninger om sine rejseplaner. På den første rejse skriver han 1 (og 2) Thess. fra Korinth. I løbet af den anden fængsles han i Efesos og skriver Fil. og Filem. På samme rejse sender han Gal. fra Kolossæ, 1 Kor. fra Efesos, 2 Kor. fra Makedonien (Filippi) og Rom. fra Korinth.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
fredag den 2. januar 2009
Bibelkundskab - NT (1) - NT kanondannelse
Den nytestamentlige kanondannelse
Den historiske sammenhæng
I løbet af 100-tallet udviklede kristendommen sig til en selvstændig religion, og kirken blev en etableret organisation. Denne udvikling fandt sted i sammenhæng med, at kirken måtte forsvare sig mod to trusler: En indre trussel i form af konkurrerende og gensidigt uforenelige udgaver af kristendommen; og en ydre, juridisk-politisk trussel i form af en kriminalisering af den kristne tro.
Fra begyndelsen havde der været forskellige opfattelser af Kristus og den kristne tro, og denne forskellighed truede efterhånden kristendommen med indre opløsning i rivaliserende retninger. Denne opløsning blev ikke undgået, men den formede sig som fraspaltninger af rivaliserende kristendoms-typer, som efterlod en grundstamme, der forstod sig selv som arvtager til den oprindelige tro. Denne grundstamme bliver ofte kaldt ‘storkirken’ eller den ‘katolske kirke’, idet man går ud fra, at den altid omfattede flertallet af de kristne. Det er imidlertid ikke en given historisk kendsgerning; derfor er det mere neutralt at omtale den som den institutionelle kirke, da det var kontrollen med den kirkelige organisation, der definerede grundstammen i forhold til de fraspaltede retninger.
Selv forstod den institutionelle kirke sig først og fremmest som ortodoks, mens de fraspaltede retninger blev betragtet som kætterske. Den institutionelle kirke betragtede sin egen lære som den oprindelige, mens andre opfattelser blev betragtet som fravigelser. Men i realiteten var det den institutionelle kirkes lærebeslutninger, der definerede grænsen mellem rettroende og kættersk. Når kirken kunne definere sig selv som ortodoks, var det fordi den tiltog sig retten til at fordømme andre trosretninger som kætterske. De to begreber definerer gensidigt hinanden, og de fraspaltede retninger har naturligvis opfattet deres lære som den rettroende.
Det, der i sidste ende var afgørende, var tilknytningen til og anerkendelsen af kirkeinstitutionen. Denne var baseret på et internt magtapparat, der viste sig så stærkt, at det både kunne håndtere de indrekirkelige opløsningstendenser og modstå det ydre samfundsmæssige pres. Det viste en så bestandig sammenhængskraft, at den romerske kejsermagt til sidst så en fordel i at alliere sig med kirken og integrere den som en del af statsapparatet. Konstantin (kejser 312-337 e.Kr.) anerkendte kristendommen og indledte et tæt ideologisk samarbejde med kirken. Og Theodosius (kejser 379-395 e.Kr.) gjorde kristendommen til den eneste tilladte religion i Romerriget. Kirken havde udviklet sin organisation som et svar på de indre og ydre trusler, og den viste sig at være i stand til at overvinde dem. Den bestod af tre hovedhjørnestene:
Biskopembedet: I løbet af 2. årh. blev det ’monarkiske episkopat’ den almindelige ledelsesform. At én mand stod i spidsen for menigheden, gjorde det muligt at træffe hurtige og effektive beslutninger. Samtidig var de lokale biskopper bundet sammen i et netværk, der gjorde det muligt for både personer og informationer at rejse hurtigt og sikkert mellem menigheder i hele Romerriget.
Regula fidei: Der blev udformet en basal fælles troslære eller -regel, der sikrede trosfællesskabet mellem de menigheder, der anså sig for ortodokse. Denne fælles trosregel blev siden grundstammen i de forskellige oldkirkelige trosbekendelser.
Kanon: De første kristne havde en kanon i form af den jødiske Bibel (vores Gammel Testamente). Men tidligt er også kristne skrifter blevet anvendt som læsetekster ved gudstjenesten. For at sikre ensartethed i den gudstjenestelige praksis blev gruppen af skrifter, der kunne anvendes ved gudstjenesten, gennem en udskillelsesproces afgrænset til skrifter, der kunne opnå fælles anerkendelse. Denne proces strakte sig over ca. 300 år fra begyndelsen af 100-tallet til omkring 400 e.Kr. og resulterede i den nuværende samling på 27 skrifter. At det skulle blive netop disse skrifter, var ikke givet på forhånd, men er udfaldet af en til tider heftig strid om tilvalg og fravalg.
Kanondannelsens historie:
Ordet kanon er græsk; det betyder konkret et rør, men da stive rørplanter blev brugt til opmåling, fik det også betydningen målestok eller mere abstrakt: en norm. Ordet blev imidlertid også brugt som betegnelse for en liste, et katalog, fx en liste over skrifter; og det var sådan, det første gang blev anvendt om en liste over kristne skrifter, der var anerkendt til brug ved gudstjenesten. Men en sådan liste kunne også tjene som norm. Det er denne sammenhæng mellem liste og norm, der ligger i den særlige kristne brug af ordet kanon som betegnelse for en autoritativ samling af hellige skrifter.
Omkring 200 e.Kr. var størstedelen af de nuværende skrifter i NT i praksis anerkendt som autoritative apostolske vidnesbyrd om åbenbaringen i Kristus. Den endelige fastlæggelse af Det Nye Testamente skete imidlertid først gennem forskellige kirkelige beslutninger omkring 400 e.Kr. I denne kanondannelses historie var to århundreder afgørende: 2. årh. hvor hovedstammen i NT blev fastlagt – dette er den egentlige kanondannelses periode, – og 4. årh. hvor afgørelsen om de sidste skrifter blev forhandlet på plads.
De første skrifter, der opnåede udbredt anerkendelse, var de fire evangelier. I begyndelsen har hvert evangelium været evangeliet i en bestemt kreds af menigheder; men hurtigt blev de kendt overalt og optrådte side om side som vidnesbyrd om Jesu liv og lære, død og opstandelse. Omkring 170 e.Kr. udarbejdede den syriske kirkefader Tatian en ’evangelieharmoni’, dvs. en sammenskrivning af de fire evangelier til ét skrift. Det kaldtes Diatessaron (det betyder ’gennem fire’). Det slog imidlertid ikke an uden for den syriske kirke. Det viser to ting: De fire evangelier havde opnået en sådan status, at man ikke kunne acceptere ændringer i dem. Og eksistensen af fire ikke-enslydende fortællinger om Jesus var et problem for troværdigheden. Omvendt kunne man også hævde det berettigede i, at Kristi livshistorie var så righoldig, at den ikke kunne rummes i blot ét skrift.
Den næste gruppe af skrifter, der i praksis opnåede kanonisk status, var Paulus’ breve. Vi må forestille os, at menighederne har gemt brevene og ladet dem indgå i deres gudstjenestelige skriftlæsning. Ligeledes må vi forestille os, at nabomenigheder o.l. gensidigt har udvekslet breve fra apostelen. Efterhånden er der da opstået en samling af Paulus-breve (jf. 2 Pet 3,15-17), som først er blevet brugt i de paulinske menigheder og siden er blevet mere udbredt for til sidst at blive kendt og brugt i hele kirken.
Omkring 150 e.Kr. skabte Markion en stor kættersk menighed i Rom. Han var stærkt anti-jødisk indstillet og betragtede den gammeltestamentlige skabergud som en ond Gud, mens Jesus havde åbenbaret en anden, mild og barmhjertig Gud. Markion skabte den første kristne kanon, idet han udvalgte Lukasevangeliet, som han anså for Paulus’ evangelium (jf. Rom 2,16) og ti Paulus-breve (han anerkendte ikke Pastoralbrevene) som de eneste skrifter, der uforfalsket gengav Jesu oprindelige åbenbaring.
Det er omstridt, hvilken indflydelse Markions kanon fik på udformningen af den ortodokse kanon. Men man kan ikke komme uden om, at den ortodokse kanon kom til at følge Markions grundmønster bestående af en evangelisk del og en apostolsk del. Dette grundmønster er udtryk for den opfattelse, at Jesus Kristus var Guds endegyldige åbenbaring; og at han er bevidnet, udlagt og til stadighed aktualiseret af apostlene.
Omkring 200 e.Kr. var en de facto kanon afgrænset. I vesten omfattede den de fire evangelier, ApG. og de 13 Paulus-breve samt Første Petersbrev, Første Johannesbrev og Johannes’ Åbenbaring. I østen bestod kanon af de nuværende skrifter i NT bortset fra Johannes’ Åbenbaring. Efter kirkens alliance med kejsermagten i 300-tallet opstod et behov for en officiel beslutning, og diskussionerne blussede op igen. Til debat var især Hebræerbrevet i vesten og Johannes’ Åbenbaring i østen. Gennem et biskoppeligt påskebrev (367 e.Kr.; Athanasius fra Alexandria) i øst og to synodale beslutninger (393 i Hippo Regius og 397 e.Kr. i Kartago) i vest blev Det Nye Testamente officielt afgrænset til de nuværende 27 skrifter.
Kanondannelsens kriterier:
At den nytestamentlige kanon kom til at bestå af disse 27 skrifter var udtryk for en udvælgelses- proces, hvor følgende tre kriterier var udslaggivende:
Det katolske princip, hvorefter kun skrifter, der var almindeligt udbredte og kendte i hele kirken kunne opnå anerkendelse. Kanon skulle afspejle hele kirken, men også tage hensyn til regionale og andre særlige præferencer; af dette hensyn blev den nytestamentlige afgrænsning ganske rummelig. Kriteriet ramte imidlertid de gnostiske skrifter, da disse formidlede en hemmelig åbenbaring, der kun var tilgængelig for en elite af gnostikere, ikke for almindelige menighedsmedlemmer.
Det apostolske princip, hvorefter kun skrifter forfattet af apostle (herunder brødre af Jesus og ’apostel-elever’ som Markus og Lukas) kunne anerkendes som direkte og troværdige vidnesbyrd om åbenbaringen i Jesus Kristus. En stor del af kanondiskussionen angik skrifternes forfatterægthed (kun den historiske kritik i sidste halvdel af 1800-tallet har opvist en lignende interesse for forfatterægthed), og mange skrifter blev afvist som ‘uægte’. Kriteriet ramte især montanismen, der søgte at genoplive den urkristne profeti og karismatiske autoritet; sammen med de montanistiske skrifter blev en række apokalypser udelukket, der tidligere havde nydt stor udbredelse.
Det ortodokse princip, hvorefter kun retlærende skrifter kunne optages i kanon. Dette princip var naturligvis afgørende, da kanon netop skulle danne bolværk mod kætteriet. Tanken var, at den rette lære også var den oprindelige lære og omvendt. Der var i virkeligheden tale om en anakronistisk cirkelslutning, hvorefter det apostolske (forstået som det oprindelige) i princippet definerede det ortodokse, mens det ortodokse i praksis definerede, hvad der blev anerkendt som apostolsk.
Kanondannelsens konsekvenser:
En første konsekvens af dannelsen af en kanon bestående af kristne skrifter var, at den jødiske Bibel, der fra begyndelsen var de kristnes kanon, nu blev defineret som Det Gamle Testamente i forhold til nydannelsen Det Nye Testamente. Disse betegnelser spiller på forventningen hos nogle af de gammeltestamentlige profeter om en ny pagt, der skulle afløse den gamle pagt, som havde vist sig ikke at holde. De kristne opfattede sig selv som realiseringen af den forventede nye pagt.
Dermed rejser sig spørgsmålet om forholdet mellem den samlede kanons to dele; dette spørgsmål udgør et af de vedvarende teologiske grundspørgsmål. Basalt er der to typer af svar: 1) Det Nye Testamente repræsenterer en særlig fortolkning af Det Gamle Testamente, der således er den primære del af den fælles kanon. 2) Det Gamle Testamente er alene en forudsætning for Det Nye Testamente, der i sig selv er den kristne kanons primære del.
Naturligvis er selve betegnelsen ”Det Gamle Testamente” af senere dato, nemlig fra en tid hvor man også havde et Det Nye Testamente. Den tidligste bevidnelse af betegnelsen er helt henne fra slutningen af 2. årh., hvor vi finder den hos Tertullian (død o. 220 e.Kr.). Udtrykket ”den gamle pagt” optræder imidlertid allerede hos Paulus i 2 Kor 3,14. Det står her som en konsekvens af, at Paulus og de tidligste kristne altså opfattede deres menighed som virkeliggørelsen af den nye pagt, som bliver profeteret i Jer 31,31-34. Denne nye pagt blev ifølge de synoptiske evangelier indstiftet af Jesus ved det sidste måltid, han havde med disciplene, aftenen før han blev henrettet. Denne nye pagts kendetegn var, at Gud her skrev sine bud på menneskers hjerter (kødtavler) og ikke som tidligere ved Moses på stentavler. Desuden gav Gud her også en ny ånd i menneskers indre, så de ikke alene ville, men også kunne følge hans love og holde hans bud (Ez 11,19-20; 36,26-28).
Det kom til at betyde, at perspektivet ikke længere overvejende var et fremtidigt, idet man alene så hen til en kommende frelse. I stedet forstod man nu de hellige skrifter ud fra det, som man oplevede som virkeliggørelsen, selv om også denne havde et fremtidigt aspekt i og med forventningen om Jesu genkomst. Troen på Jesus som Guds endelige og afgørende indgreb blev derved nøglen til at forstå Skriften, som det derfor overhovedet først var muligt at forstå rigtigt nu. Fastholdt i denne kristne fortolkning blev jødedommens hellige bøger så at sige forvandlet til en kristen bog. Man kan også udtrykke det sådan, at i den kristne fortolkning af jødedommens hellige bøger undergik de en transformation, således at den jødiske Bibel og kirkens første Bibel i praksis var to helt forskellige bøger. Det manifesterede sig også i, at kirken siden i sin Bibel anbragte de forskellige gammeltestamentlige bøger i en ny rækkefølge og som overordnet ”titel” udskiftede ”Loven” med ”Profetiske Bøger”. Alt sammen var dette selvfølgelig alene muligt takket være en række tolkningsstrategier, som man i øvrigt for de flestes vedkommende overtog fra jødedommen. Den eneste egentlige nye er det såkaldte skriftbevis, som vi først og fremmest finder udfoldet i Lukas-skrifterne.
Den kristne Bibels to dele forholder sig således ikke umiddelbart til hinanden som begyndelse og fortsættelse. Ganske vist vil Det Nye Testamentes skrifter forkynde Jesu liv og gerning og den ældste menigheds historie som en fortsættelse af frelsens historie. De vil endda være udtryk for den eneste legitime fortsættelse af den historie, hvis første del er indeholdt i Det Gamle Testamente. Men de vil mere end det. For som udfoldelsen af den forjættelse om en anderledes fremtid, der er indeholdt i Det Gamle Testamente, gør de den samtidig til et tilbagelagt stykke historie, et overstået kapitel. Som det udtrykkes i Hebræerbrevet 8,13: ”Ved at tale om en ny pagt, har han (dvs. Gud) gjort den tidligere forældet; men det, som er gjort forældet og er gammelt, er nær ved at forsvinde.”
I stedet for at forsvinde bliver jødedommens hellige skrifter imidlertid i Det Nye Testamente fastholdt i en fortolkning, der tildeler dem en åbenbaringskvalitet netop som fortolkede. Således er Det Gamle Testamente også massivt til stede i Det Nye Testamente i form af over 300 citater og mange gange flere allusioner. F.eks. rummer Johannes’ Åbenbaring ikke et eneste anført citat, men er alligevel spækket med gammeltestamentlig tekst og gammeltestamentlige allusioner.
En anden afgørende konsekvens var, at kristendommen blev en skriftreligion. Ligesom jødedommen og islam baserer den kristne tro sig på, at den grundlæggende åbenbaring er repræsenteret i en bog. Bogen er dog ikke selve åbenbaringen, men alene en bevidnelse af den. Det Nye Testamente eksisterer, fordi kirken eksisterer; kirken har frembragt kanon, ikke omvendt. Men i og med at kanon blev etableret, blev den norm for kirkens selvforståelse og legitimitet, således at den kristne kirke forstår sig selv ved at fortolke Skriften.
Derfor havde kanondannelsen også som konsekvens, at kristendommen blev en skriftfortolkende religion – og det vil uvægerligt sige de stridende fortolkningers religion. Enhver tekst rummer uforståeligheder og modsigelser. Skal man søge at harmonisere og bortforklare modsigelserne? Skal man søge en fællesnævner – en ‘kanon-i-kanon’ – der indskrænker forståelsesmulighederne og tillader en sammenhængende teologi? Eller skal man fastholde forskellighederne, mangfoldigheden og spændingerne og på den måde hævde kanon som en modvægt mod teologisk og kirkelig ensretning?
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
Den historiske sammenhæng
I løbet af 100-tallet udviklede kristendommen sig til en selvstændig religion, og kirken blev en etableret organisation. Denne udvikling fandt sted i sammenhæng med, at kirken måtte forsvare sig mod to trusler: En indre trussel i form af konkurrerende og gensidigt uforenelige udgaver af kristendommen; og en ydre, juridisk-politisk trussel i form af en kriminalisering af den kristne tro.
Fra begyndelsen havde der været forskellige opfattelser af Kristus og den kristne tro, og denne forskellighed truede efterhånden kristendommen med indre opløsning i rivaliserende retninger. Denne opløsning blev ikke undgået, men den formede sig som fraspaltninger af rivaliserende kristendoms-typer, som efterlod en grundstamme, der forstod sig selv som arvtager til den oprindelige tro. Denne grundstamme bliver ofte kaldt ‘storkirken’ eller den ‘katolske kirke’, idet man går ud fra, at den altid omfattede flertallet af de kristne. Det er imidlertid ikke en given historisk kendsgerning; derfor er det mere neutralt at omtale den som den institutionelle kirke, da det var kontrollen med den kirkelige organisation, der definerede grundstammen i forhold til de fraspaltede retninger.
Selv forstod den institutionelle kirke sig først og fremmest som ortodoks, mens de fraspaltede retninger blev betragtet som kætterske. Den institutionelle kirke betragtede sin egen lære som den oprindelige, mens andre opfattelser blev betragtet som fravigelser. Men i realiteten var det den institutionelle kirkes lærebeslutninger, der definerede grænsen mellem rettroende og kættersk. Når kirken kunne definere sig selv som ortodoks, var det fordi den tiltog sig retten til at fordømme andre trosretninger som kætterske. De to begreber definerer gensidigt hinanden, og de fraspaltede retninger har naturligvis opfattet deres lære som den rettroende.
Det, der i sidste ende var afgørende, var tilknytningen til og anerkendelsen af kirkeinstitutionen. Denne var baseret på et internt magtapparat, der viste sig så stærkt, at det både kunne håndtere de indrekirkelige opløsningstendenser og modstå det ydre samfundsmæssige pres. Det viste en så bestandig sammenhængskraft, at den romerske kejsermagt til sidst så en fordel i at alliere sig med kirken og integrere den som en del af statsapparatet. Konstantin (kejser 312-337 e.Kr.) anerkendte kristendommen og indledte et tæt ideologisk samarbejde med kirken. Og Theodosius (kejser 379-395 e.Kr.) gjorde kristendommen til den eneste tilladte religion i Romerriget. Kirken havde udviklet sin organisation som et svar på de indre og ydre trusler, og den viste sig at være i stand til at overvinde dem. Den bestod af tre hovedhjørnestene:
Biskopembedet: I løbet af 2. årh. blev det ’monarkiske episkopat’ den almindelige ledelsesform. At én mand stod i spidsen for menigheden, gjorde det muligt at træffe hurtige og effektive beslutninger. Samtidig var de lokale biskopper bundet sammen i et netværk, der gjorde det muligt for både personer og informationer at rejse hurtigt og sikkert mellem menigheder i hele Romerriget.
Regula fidei: Der blev udformet en basal fælles troslære eller -regel, der sikrede trosfællesskabet mellem de menigheder, der anså sig for ortodokse. Denne fælles trosregel blev siden grundstammen i de forskellige oldkirkelige trosbekendelser.
Kanon: De første kristne havde en kanon i form af den jødiske Bibel (vores Gammel Testamente). Men tidligt er også kristne skrifter blevet anvendt som læsetekster ved gudstjenesten. For at sikre ensartethed i den gudstjenestelige praksis blev gruppen af skrifter, der kunne anvendes ved gudstjenesten, gennem en udskillelsesproces afgrænset til skrifter, der kunne opnå fælles anerkendelse. Denne proces strakte sig over ca. 300 år fra begyndelsen af 100-tallet til omkring 400 e.Kr. og resulterede i den nuværende samling på 27 skrifter. At det skulle blive netop disse skrifter, var ikke givet på forhånd, men er udfaldet af en til tider heftig strid om tilvalg og fravalg.
Kanondannelsens historie:
Ordet kanon er græsk; det betyder konkret et rør, men da stive rørplanter blev brugt til opmåling, fik det også betydningen målestok eller mere abstrakt: en norm. Ordet blev imidlertid også brugt som betegnelse for en liste, et katalog, fx en liste over skrifter; og det var sådan, det første gang blev anvendt om en liste over kristne skrifter, der var anerkendt til brug ved gudstjenesten. Men en sådan liste kunne også tjene som norm. Det er denne sammenhæng mellem liste og norm, der ligger i den særlige kristne brug af ordet kanon som betegnelse for en autoritativ samling af hellige skrifter.
Omkring 200 e.Kr. var størstedelen af de nuværende skrifter i NT i praksis anerkendt som autoritative apostolske vidnesbyrd om åbenbaringen i Kristus. Den endelige fastlæggelse af Det Nye Testamente skete imidlertid først gennem forskellige kirkelige beslutninger omkring 400 e.Kr. I denne kanondannelses historie var to århundreder afgørende: 2. årh. hvor hovedstammen i NT blev fastlagt – dette er den egentlige kanondannelses periode, – og 4. årh. hvor afgørelsen om de sidste skrifter blev forhandlet på plads.
De første skrifter, der opnåede udbredt anerkendelse, var de fire evangelier. I begyndelsen har hvert evangelium været evangeliet i en bestemt kreds af menigheder; men hurtigt blev de kendt overalt og optrådte side om side som vidnesbyrd om Jesu liv og lære, død og opstandelse. Omkring 170 e.Kr. udarbejdede den syriske kirkefader Tatian en ’evangelieharmoni’, dvs. en sammenskrivning af de fire evangelier til ét skrift. Det kaldtes Diatessaron (det betyder ’gennem fire’). Det slog imidlertid ikke an uden for den syriske kirke. Det viser to ting: De fire evangelier havde opnået en sådan status, at man ikke kunne acceptere ændringer i dem. Og eksistensen af fire ikke-enslydende fortællinger om Jesus var et problem for troværdigheden. Omvendt kunne man også hævde det berettigede i, at Kristi livshistorie var så righoldig, at den ikke kunne rummes i blot ét skrift.
Den næste gruppe af skrifter, der i praksis opnåede kanonisk status, var Paulus’ breve. Vi må forestille os, at menighederne har gemt brevene og ladet dem indgå i deres gudstjenestelige skriftlæsning. Ligeledes må vi forestille os, at nabomenigheder o.l. gensidigt har udvekslet breve fra apostelen. Efterhånden er der da opstået en samling af Paulus-breve (jf. 2 Pet 3,15-17), som først er blevet brugt i de paulinske menigheder og siden er blevet mere udbredt for til sidst at blive kendt og brugt i hele kirken.
Omkring 150 e.Kr. skabte Markion en stor kættersk menighed i Rom. Han var stærkt anti-jødisk indstillet og betragtede den gammeltestamentlige skabergud som en ond Gud, mens Jesus havde åbenbaret en anden, mild og barmhjertig Gud. Markion skabte den første kristne kanon, idet han udvalgte Lukasevangeliet, som han anså for Paulus’ evangelium (jf. Rom 2,16) og ti Paulus-breve (han anerkendte ikke Pastoralbrevene) som de eneste skrifter, der uforfalsket gengav Jesu oprindelige åbenbaring.
Det er omstridt, hvilken indflydelse Markions kanon fik på udformningen af den ortodokse kanon. Men man kan ikke komme uden om, at den ortodokse kanon kom til at følge Markions grundmønster bestående af en evangelisk del og en apostolsk del. Dette grundmønster er udtryk for den opfattelse, at Jesus Kristus var Guds endegyldige åbenbaring; og at han er bevidnet, udlagt og til stadighed aktualiseret af apostlene.
Omkring 200 e.Kr. var en de facto kanon afgrænset. I vesten omfattede den de fire evangelier, ApG. og de 13 Paulus-breve samt Første Petersbrev, Første Johannesbrev og Johannes’ Åbenbaring. I østen bestod kanon af de nuværende skrifter i NT bortset fra Johannes’ Åbenbaring. Efter kirkens alliance med kejsermagten i 300-tallet opstod et behov for en officiel beslutning, og diskussionerne blussede op igen. Til debat var især Hebræerbrevet i vesten og Johannes’ Åbenbaring i østen. Gennem et biskoppeligt påskebrev (367 e.Kr.; Athanasius fra Alexandria) i øst og to synodale beslutninger (393 i Hippo Regius og 397 e.Kr. i Kartago) i vest blev Det Nye Testamente officielt afgrænset til de nuværende 27 skrifter.
Kanondannelsens kriterier:
At den nytestamentlige kanon kom til at bestå af disse 27 skrifter var udtryk for en udvælgelses- proces, hvor følgende tre kriterier var udslaggivende:
Det katolske princip, hvorefter kun skrifter, der var almindeligt udbredte og kendte i hele kirken kunne opnå anerkendelse. Kanon skulle afspejle hele kirken, men også tage hensyn til regionale og andre særlige præferencer; af dette hensyn blev den nytestamentlige afgrænsning ganske rummelig. Kriteriet ramte imidlertid de gnostiske skrifter, da disse formidlede en hemmelig åbenbaring, der kun var tilgængelig for en elite af gnostikere, ikke for almindelige menighedsmedlemmer.
Det apostolske princip, hvorefter kun skrifter forfattet af apostle (herunder brødre af Jesus og ’apostel-elever’ som Markus og Lukas) kunne anerkendes som direkte og troværdige vidnesbyrd om åbenbaringen i Jesus Kristus. En stor del af kanondiskussionen angik skrifternes forfatterægthed (kun den historiske kritik i sidste halvdel af 1800-tallet har opvist en lignende interesse for forfatterægthed), og mange skrifter blev afvist som ‘uægte’. Kriteriet ramte især montanismen, der søgte at genoplive den urkristne profeti og karismatiske autoritet; sammen med de montanistiske skrifter blev en række apokalypser udelukket, der tidligere havde nydt stor udbredelse.
Det ortodokse princip, hvorefter kun retlærende skrifter kunne optages i kanon. Dette princip var naturligvis afgørende, da kanon netop skulle danne bolværk mod kætteriet. Tanken var, at den rette lære også var den oprindelige lære og omvendt. Der var i virkeligheden tale om en anakronistisk cirkelslutning, hvorefter det apostolske (forstået som det oprindelige) i princippet definerede det ortodokse, mens det ortodokse i praksis definerede, hvad der blev anerkendt som apostolsk.
Kanondannelsens konsekvenser:
En første konsekvens af dannelsen af en kanon bestående af kristne skrifter var, at den jødiske Bibel, der fra begyndelsen var de kristnes kanon, nu blev defineret som Det Gamle Testamente i forhold til nydannelsen Det Nye Testamente. Disse betegnelser spiller på forventningen hos nogle af de gammeltestamentlige profeter om en ny pagt, der skulle afløse den gamle pagt, som havde vist sig ikke at holde. De kristne opfattede sig selv som realiseringen af den forventede nye pagt.
Dermed rejser sig spørgsmålet om forholdet mellem den samlede kanons to dele; dette spørgsmål udgør et af de vedvarende teologiske grundspørgsmål. Basalt er der to typer af svar: 1) Det Nye Testamente repræsenterer en særlig fortolkning af Det Gamle Testamente, der således er den primære del af den fælles kanon. 2) Det Gamle Testamente er alene en forudsætning for Det Nye Testamente, der i sig selv er den kristne kanons primære del.
Naturligvis er selve betegnelsen ”Det Gamle Testamente” af senere dato, nemlig fra en tid hvor man også havde et Det Nye Testamente. Den tidligste bevidnelse af betegnelsen er helt henne fra slutningen af 2. årh., hvor vi finder den hos Tertullian (død o. 220 e.Kr.). Udtrykket ”den gamle pagt” optræder imidlertid allerede hos Paulus i 2 Kor 3,14. Det står her som en konsekvens af, at Paulus og de tidligste kristne altså opfattede deres menighed som virkeliggørelsen af den nye pagt, som bliver profeteret i Jer 31,31-34. Denne nye pagt blev ifølge de synoptiske evangelier indstiftet af Jesus ved det sidste måltid, han havde med disciplene, aftenen før han blev henrettet. Denne nye pagts kendetegn var, at Gud her skrev sine bud på menneskers hjerter (kødtavler) og ikke som tidligere ved Moses på stentavler. Desuden gav Gud her også en ny ånd i menneskers indre, så de ikke alene ville, men også kunne følge hans love og holde hans bud (Ez 11,19-20; 36,26-28).
Det kom til at betyde, at perspektivet ikke længere overvejende var et fremtidigt, idet man alene så hen til en kommende frelse. I stedet forstod man nu de hellige skrifter ud fra det, som man oplevede som virkeliggørelsen, selv om også denne havde et fremtidigt aspekt i og med forventningen om Jesu genkomst. Troen på Jesus som Guds endelige og afgørende indgreb blev derved nøglen til at forstå Skriften, som det derfor overhovedet først var muligt at forstå rigtigt nu. Fastholdt i denne kristne fortolkning blev jødedommens hellige bøger så at sige forvandlet til en kristen bog. Man kan også udtrykke det sådan, at i den kristne fortolkning af jødedommens hellige bøger undergik de en transformation, således at den jødiske Bibel og kirkens første Bibel i praksis var to helt forskellige bøger. Det manifesterede sig også i, at kirken siden i sin Bibel anbragte de forskellige gammeltestamentlige bøger i en ny rækkefølge og som overordnet ”titel” udskiftede ”Loven” med ”Profetiske Bøger”. Alt sammen var dette selvfølgelig alene muligt takket være en række tolkningsstrategier, som man i øvrigt for de flestes vedkommende overtog fra jødedommen. Den eneste egentlige nye er det såkaldte skriftbevis, som vi først og fremmest finder udfoldet i Lukas-skrifterne.
Den kristne Bibels to dele forholder sig således ikke umiddelbart til hinanden som begyndelse og fortsættelse. Ganske vist vil Det Nye Testamentes skrifter forkynde Jesu liv og gerning og den ældste menigheds historie som en fortsættelse af frelsens historie. De vil endda være udtryk for den eneste legitime fortsættelse af den historie, hvis første del er indeholdt i Det Gamle Testamente. Men de vil mere end det. For som udfoldelsen af den forjættelse om en anderledes fremtid, der er indeholdt i Det Gamle Testamente, gør de den samtidig til et tilbagelagt stykke historie, et overstået kapitel. Som det udtrykkes i Hebræerbrevet 8,13: ”Ved at tale om en ny pagt, har han (dvs. Gud) gjort den tidligere forældet; men det, som er gjort forældet og er gammelt, er nær ved at forsvinde.”
I stedet for at forsvinde bliver jødedommens hellige skrifter imidlertid i Det Nye Testamente fastholdt i en fortolkning, der tildeler dem en åbenbaringskvalitet netop som fortolkede. Således er Det Gamle Testamente også massivt til stede i Det Nye Testamente i form af over 300 citater og mange gange flere allusioner. F.eks. rummer Johannes’ Åbenbaring ikke et eneste anført citat, men er alligevel spækket med gammeltestamentlig tekst og gammeltestamentlige allusioner.
En anden afgørende konsekvens var, at kristendommen blev en skriftreligion. Ligesom jødedommen og islam baserer den kristne tro sig på, at den grundlæggende åbenbaring er repræsenteret i en bog. Bogen er dog ikke selve åbenbaringen, men alene en bevidnelse af den. Det Nye Testamente eksisterer, fordi kirken eksisterer; kirken har frembragt kanon, ikke omvendt. Men i og med at kanon blev etableret, blev den norm for kirkens selvforståelse og legitimitet, således at den kristne kirke forstår sig selv ved at fortolke Skriften.
Derfor havde kanondannelsen også som konsekvens, at kristendommen blev en skriftfortolkende religion – og det vil uvægerligt sige de stridende fortolkningers religion. Enhver tekst rummer uforståeligheder og modsigelser. Skal man søge at harmonisere og bortforklare modsigelserne? Skal man søge en fællesnævner – en ‘kanon-i-kanon’ – der indskrænker forståelsesmulighederne og tillader en sammenhængende teologi? Eller skal man fastholde forskellighederne, mangfoldigheden og spændingerne og på den måde hævde kanon som en modvægt mod teologisk og kirkelig ensretning?
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
Bibelkundskab NT (1) - Oversigt over NT
Oversigt over Det Nye Testamente
Matthæusevangeliet (28 kapitler) Matt
Markusevangeliet (16 kapitler) Mark
Lukasevangeliet (28 kapitler) Luk
Johannesevangeliet (21 kapitler) Joh
Apostlenes Gerninger (28 kapitler) ApG (Acta)
Romerbrevet (16 kapitler) Rom
1. Korintherbrev (16 kapitler) 1 Kor
2. Korintherbrev (13 kapitler) 2 Kor
Galaterbrevet (6 kapitler) Gal
Efeserbrevet (6 kapitler) Ef
Filipperbrevet (4 kapitler) Fil
Kolossenserbrevet (4 kapitler) Kol
1. Thessalonikerbrev (5 kapitler) 1 Thess
2. Thessalonikerbrev (3 kapitler) 2 Thess
1. Timotheusbrev (6 kapitler) 1 Tim
2. Timotheusbrev (4 kapitler) 2 Tim
Titusbrevet (3 kapitler) Tit
Filemonbrevet (1 kapitel) Filem
Hebræerbrevet (13 kapitler) Hebr
Jakobsbrevet (5 kapitler) Jak
1. Petersbrev (5 kapitler) 1 Pet
2. Petersbrev (3 kapitler) 2 Pet
1. Johannesbrev (5 kapitler) 1 Joh
2. Johannesbrev (1 kapitel) 2 Joh
3. Johannesbrev (1 kapitel) 3 Joh
Judasbrevet (1 kapitel) Jud
Johannes' Åbenbaring (22 kapitler) Åb (Apok)
Synoptiske evangelier: Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet
Lukasskrifterne: Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger
Johannesskrifterne: Johannesevangeliet, og -brevene (+ evt. Johannes' Åbenbaring)
Corpus Paulinum: De tretten Paulus-breve
De 4 store Paulusbreve: Romerbrevet, Korintherbrevene samt Galaterbrevet
Fangenskabsbrevene: Efeser-, Filipper-, Kolossenser- og Filemonbrevet
Pastoralbrevene: 1. og 2. Timotheusbrev og Titusbrevet
Ubestridte Paulusbreve: Romerbrevet, Korintherbrevene, Galaterbrevet,
Filipperbrevet, 1. Thessalonikerbrev og Filemonbrevet
Omstridte: Kolossenserbrevet og 2. Thessalonikerbrev
Uægte, dvs.
deuteropaulinske: Efeserbrevet, Timotheusbrevene og Titusbrevet
De katolske breve: Jakobsbrevet, Petersbrevene, Johannesbrevene og Judasbrevet.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
Matthæusevangeliet (28 kapitler) Matt
Markusevangeliet (16 kapitler) Mark
Lukasevangeliet (28 kapitler) Luk
Johannesevangeliet (21 kapitler) Joh
Apostlenes Gerninger (28 kapitler) ApG (Acta)
Romerbrevet (16 kapitler) Rom
1. Korintherbrev (16 kapitler) 1 Kor
2. Korintherbrev (13 kapitler) 2 Kor
Galaterbrevet (6 kapitler) Gal
Efeserbrevet (6 kapitler) Ef
Filipperbrevet (4 kapitler) Fil
Kolossenserbrevet (4 kapitler) Kol
1. Thessalonikerbrev (5 kapitler) 1 Thess
2. Thessalonikerbrev (3 kapitler) 2 Thess
1. Timotheusbrev (6 kapitler) 1 Tim
2. Timotheusbrev (4 kapitler) 2 Tim
Titusbrevet (3 kapitler) Tit
Filemonbrevet (1 kapitel) Filem
Hebræerbrevet (13 kapitler) Hebr
Jakobsbrevet (5 kapitler) Jak
1. Petersbrev (5 kapitler) 1 Pet
2. Petersbrev (3 kapitler) 2 Pet
1. Johannesbrev (5 kapitler) 1 Joh
2. Johannesbrev (1 kapitel) 2 Joh
3. Johannesbrev (1 kapitel) 3 Joh
Judasbrevet (1 kapitel) Jud
Johannes' Åbenbaring (22 kapitler) Åb (Apok)
Synoptiske evangelier: Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet
Lukasskrifterne: Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger
Johannesskrifterne: Johannesevangeliet, og -brevene (+ evt. Johannes' Åbenbaring)
Corpus Paulinum: De tretten Paulus-breve
De 4 store Paulusbreve: Romerbrevet, Korintherbrevene samt Galaterbrevet
Fangenskabsbrevene: Efeser-, Filipper-, Kolossenser- og Filemonbrevet
Pastoralbrevene: 1. og 2. Timotheusbrev og Titusbrevet
Ubestridte Paulusbreve: Romerbrevet, Korintherbrevene, Galaterbrevet,
Filipperbrevet, 1. Thessalonikerbrev og Filemonbrevet
Omstridte: Kolossenserbrevet og 2. Thessalonikerbrev
Uægte, dvs.
deuteropaulinske: Efeserbrevet, Timotheusbrevene og Titusbrevet
De katolske breve: Jakobsbrevet, Petersbrevene, Johannesbrevene og Judasbrevet.
(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)
torsdag den 1. januar 2009
Bibelkundskab - indledning
Jeg udgiver her noter fra teologistudiets BIBELKUNDSKAB ved Københavns universitet som de ser ud anno 2008/2009.
De er bl.a. lavet af hhv professor, dr. Theol. Mogens Müller, og cand. Theol., lektor og ph.d Bodil Ejrnæs.
Mogens Müller står for NT (Nye Testamente) noterne og Bodil Ejrnæs for GT (Gamle Testamente) noterne på dette semester.
I begge tilfælde findes noterne (1) - (13) som afspejler forelæsningerne 1-13 på et semester.
At der kan være flere med samme (nummer) skyldes, at jeg for overblikkets skyld har opdelt noter, hvor flere emner indgår i to eller flere indlæg fx. "Paulus´ teologi" og "Paulus´ brev til Romerne" og "Paulus´ brev til Galaterne", som alle indgår i forlæsning (4).
Noterne kan sammen med nævnte bibeltekster forstås som pensum, og hvad man i princippet skal kunne for at bestå Bibelkundskabs-eksamenen efter 1. semester på teologi, denne eksamen er samtidig en del af den såkaldte stop-prøve.
Det kan anbefales at studere emnet yderligere fx. ved bøgerne:
Mogens Müller "Bogen om Bibelen".
Peter V. Legarth "Kompendium til nytestamentelig isagogik"
Hovedvægten ligger i at kende til bibelen, dens indhold, opbygning, skrifternes sammenhæng, baggrund, situation osv. kort sagt isagogik og overblik.
God fornøjelse, også selvom det "kun" er selvstudium, det skader aldrig at blive klogere!
De er bl.a. lavet af hhv professor, dr. Theol. Mogens Müller, og cand. Theol., lektor og ph.d Bodil Ejrnæs.
Mogens Müller står for NT (Nye Testamente) noterne og Bodil Ejrnæs for GT (Gamle Testamente) noterne på dette semester.
I begge tilfælde findes noterne (1) - (13) som afspejler forelæsningerne 1-13 på et semester.
At der kan være flere med samme (nummer) skyldes, at jeg for overblikkets skyld har opdelt noter, hvor flere emner indgår i to eller flere indlæg fx. "Paulus´ teologi" og "Paulus´ brev til Romerne" og "Paulus´ brev til Galaterne", som alle indgår i forlæsning (4).
Noterne kan sammen med nævnte bibeltekster forstås som pensum, og hvad man i princippet skal kunne for at bestå Bibelkundskabs-eksamenen efter 1. semester på teologi, denne eksamen er samtidig en del af den såkaldte stop-prøve.
Det kan anbefales at studere emnet yderligere fx. ved bøgerne:
Mogens Müller "Bogen om Bibelen".
Peter V. Legarth "Kompendium til nytestamentelig isagogik"
Hovedvægten ligger i at kende til bibelen, dens indhold, opbygning, skrifternes sammenhæng, baggrund, situation osv. kort sagt isagogik og overblik.
God fornøjelse, også selvom det "kun" er selvstudium, det skader aldrig at blive klogere!
Abonner på:
Opslag (Atom)