Bibelkundskab - NT (2) - Paulus som missionær og brevskriver

Paulus som missionær og brevskriver.

Paulus var hedningemissionær og menighedsgrundlægger i Lilleasien, Makedonien og Grækenland.
Han forstod sig selv som apostel (der betyder ’udsendt’), nemlig udsendt af Jesus Kristus med en særlig opgave: at omvende hedninger til troen på Kristus og dermed til frelse ved den kommende dom. Af den grund prædikede han ’Kristus som korsfæstet’ i de hedenske byer. Paulus opfattede nemlig korsfæstelsen af Kristus som det afgørende vendepunkt fra en – ond – tidsalder til en anden. De troende har gennem deres tro del i den kommende frelse, som realiseres ved Kristus’ – snarlige – genkomst.

Hovedpunkter i Paulus’ liv.
Vi kan rekonstruere visse hovedpunkter i Paulus’ liv ud fra oplysninger i hans breve samt oplysninger i Apostlenes Gerninger. Dette skrift er imidlertid langt senere end brevene og kan ikke betragtes som en egentlig kilde til viden om Paulus, men til en senere generations syn på Paulus.

Paulus var jøde, men født og opvokset i Tarsus, en by i det sydøstlige hjørne af Lilleasien; han var således fra den jødiske diaspora. Han var fra barnsben fortrolig med livet i en større hellenistisk by, og det blev også i byerne, han udøvede sin missionsvirksomhed.
Paulus var farisæer og tog som ung til Jerusalem for at uddanne sig til skriftklog. Her deltog han i forfølgelser af de kristne, men mødte selv Kristus i en åbenbaring og blev herefter missionær for den nye tro. Kristus-åbenbaringen var basis for Paulus’ autoritet i forhold til menighederne.
Paulus foretog to rejser til det ægæiske område: 1. Grundlæggelsesrejsen, hvor han grundlagde menigheder i Galatien i Lilleasien (dvs. det nuværende Tyrkiet), i de makedonske byer Thessalonika og Filippi og i den græske hovedby Korinth. 2. Kollektrejsen, hvor han vendte tilbage til menighederne for at indsamle en pengegave, en kollekt, til menigheden i Jerusalem. I den forbindelse opholdt han sig i længere tid i Efesus på Lilleasiens vestkyst.
Rejserne er konstrueret efter Paulus’ ophold i Jerusalem. Tre år efter sin omvendelse besøgte han første gang Jerusalem som Kristus-troende. Derefter begyndte den første rejse, som afsluttedes af Paulus’ ophold i Jerusalem i forbindelse med det såkaldte apostelmøde. Herefter påbegyndtes kollektrejsen, som sluttede med overbringelsen af gaven til menigheden i Jerusalem. Paulus’ breve er skrevet i sammenhæng med disse to rejser, der fandt sted i årene omkring 50 e.Kr..

På grundlag af oplysningerne i Paulus’ breve kan man med nogen usikkerhed rekonstruere hans kronologi: Omvendelsen finder sted i år 40, det første besøg i Jerusalem tre år efter, dvs. år 42, da år 40 tælles med i de tre år. I år 53, nemlig fjorten år efter omvendelsen, har apostelmødet fundet sted. Dvs. at alle Paulus’ breve med undtagelse af 1 (og 2) Thess., der er skrevet på den første rejse, stammer fra tidsrummet 53-54.

Ved det sidste ophold i Jerusalem blev Paulus arresteret af romerne, men indankede sagen til kejseren. Derfor blev han sendt til Rom, hvor han døde, formodentlig under Neros forfølgelser af de kristne i 64 e.Kr.

De paulinske menigheder og brevene.
Menighederne var frivillige religiøse sammenslutninger eller foreninger i lighed med andre ’nye religioner’ i det antikke, hellenistiske samfund (men i modsætning til den ældre situation, hvor stedets officielle kult omfattede alle samfundets medlemmer). I hellenismen var der et religiøst ’marked’, hvor religionerne konkurrerede om at hverve tilhængere.
I den første tid har menighederne fungeret som husmenigheder, som mødtes i private huse. Derved blev menighederne involveret med det antikke samfunds hierarkiske paterfamilias- og patron-klient-system. Men det stred mod den kristne selvforståelse: Kristus var død en vanærende død på korset og derpå oprejst af Gud. For de kristne var samfundets normer derfor vendt på hovedet: Det lave og vanærende betød ære, mens det at søge højhed og ære var forkert. De troende skulle være ’slaver’ for hinanden; sammenholdet var afgørende. Ikke desto mindre blev visse strukturer fra det antikke familiesystem overtaget mere eller mindre ureflekteret. Kvinder, slaver og børn var selvfølgeligt hierarkisk underordnet de frie mænd, om end alle var fuldgyldige medlemmer af menigheden.

Paulus var på stadige rejser og derfor som oftest væk fra sine menigheder. Disse var omvendt afhængige af ham og hans belæring. For at opretholde menighederne, belære dem, gribe ind i kritiske situationer og retlede dem, når de var i tvivl – og ikke mindst for at opretholde sin autoritet over menighederne, også når han var fraværende, ’opfandt’ Paulus det apostolske brev. Han opretholdt sin kontrol over menighederne ved at skrive breve til dem i sin egenskab af apostel, dvs. menighedsgrundlægger. Gennem brevene kunne han være nærværende i ånden trods det fysiske fravær. Men han måtte balancere mellem påberåbelse af venskab og påberåbelse af autoritet, fordi menighederne var frivillige sammenslutninger, og Paulus var helt afhængig af deres anerkendelse af hans lederskab. Sådanne hensyn præger alle hans breve; nogle er rene venskabsbreve, mens andre forudsætter konflikter i menighederne eller mellem menighed og Paulus.

Brevenes sandsynlige rækkefølge kan konstrueres ved en undersøgelse af Paulus’ bemærkninger om sine rejseplaner. På den første rejse skriver han 1 (og 2) Thess. fra Korinth. I løbet af den anden fængsles han i Efesos og skriver Fil. og Filem. På samme rejse sender han Gal. fra Kolossæ, 1 Kor. fra Efesos, 2 Kor. fra Makedonien (Filippi) og Rom. fra Korinth.

(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)