Bibelkundskab - (4) - Paulus´ teologi

Paulus’ teologi

I den lutherske tradition betragtes retfærdiggørelse af tro som centrum i Paulus’ teologi. ’Retfærdiggørelse’ er et juridisk udtryk for, at dommeren erklærer en anklaget for at være uden skyld. Som teologisk term betyder det, at Gud erklærer et menneske ’retfærdigt’ alene i kraft af troen på Kristus. Dette ses i modsætning til den jødiske opfattelse, hvorefter menneskets forhold til Gud afgøres af dets handlinger. Man taler da om gerningsretfærdighed.
Denne opfattelse er imidlertid problematiseret af den moderne Paulus-forskning (”den nye Paulus”). For det første optræder retfærdiggørelse af tro kun i to Paulus-breve (Rom. og Gal.), mens han i andre breve formulerer frelsen i Kristus på andre måder. Den kan derfor ikke siges at stå i centrum. For det andet er det en fuldstændig misopfattelse af den antikke jødedom at forbinde den med tanken om gerningsretfærdighed.

Den antikke jødedom troede, at Gud vilkårligt (”af nåde”) havde udvalgt det jødiske folk. Han havde sluttet en pagt med folket. Gud knyttede en række løfter til pagten, mens folket blev forpligtet på en særlig adfærd. Denne adfærd er foreskrevet i Loven. For den jødiske betragtning er Loven et udtryk for Guds nåde: Alene jøderne har mulighed for direkte at kende Guds vilje med menneskene. Samtidig indeholder Loven en række bestemmelser (omskærelse, sabbat, spiseregler m.m.), der skal sikre adskillelsen mellem det udvalgte folk og de andre folkeslag, ”hedningerne”.

Man har kaldt denne forestilling pagts-nomisme (det græske ord nómos betyder lov):
Man kan ikke handle sig ind i pagten; den oprettes suverænt af Gud. Men man kan handle sig ud af pagten, hvis man ikke efterlever den foreskrevne adfærd.
Paulus forstår frelsen i Kristus helt parallelt med denne opfattelse. De troende frelses ”af nåde” i kraft af Guds sendelse af Kristus; mennesker kan nemlig ikke ved egen indsats erhverve frelsen. Men lever man ikke sit liv i overensstemmelse med den nye frelsestilstand, falder man ud af nåden. I den henseende spiller gerninger også for Paulus en afgørende rolle.
Men Paulus mente, at med Guds sendelse af Kristus var frelsen blevet mulig for alle, jøder såvel som hedninger. Det er en pointe i Paulus’ forståelse af Kristus’ korsfæstelse, at Gud åbenbarer sig i det foragtede og fornedrede, og derfor afviser de almindeligt gældende statushierarkier. Derfor var de bestemmelser i Loven, der skulle adskille jøder fra hedninger og således fremvise et hierarkisk forhold mellem dem, ikke længere gyldige. At opretholde dem var at afvise Guds frelse i Kristus. Når Paulus taler om ”lov-gerninger”, mener han disse bestemmelser; de moralske love var på ingen måde sat ud af kraft.
Skematisk kan forholdet opstilles således: Paulus modstiller Kristus-tro og Lov-gerninger.
Hvor den lutherske opfattelse ser dette som en modsætning mellem tro og gerninger,
ser den nye Paulus-opfattelse sagen som en modsætning mellem Kristus og Loven.

Denne problemstilling optræder kun i de Paulus-breve, hvor forholdet mellem jøder og hedninger er et afgørende tema. I andre breve forholder han sig til andre problemer og formulerer sin opfattelse af frelsen på andre måder. Nogle kritikere mener derfor, at Paulus ikke er konsistent, andre at han er opportunistisk. I hvert fald kan man ikke finde en gennemgående, central formulering af Paulus’ teologi i selve brevenes ordlyd. Visse træk optræder dog som forudsætninger i alle brevene:

Med sendelsen af Kristus har Gud opfyldt sine løfter til Israel. Gennem sin død og opstandelse har Kristus brudt syndens og dødens magt. Frelsen er nu en mulighed for alle mennesker, og de troende oplever et magtskifte, idet de nu undergives Ånden, der gør det muligt at leve efter Guds vilje. Den bibelske forestilling, der ligger til grund for dette, synes at være den forestilling om en ny pagtslutning, som først og fremmest optræder i Jer 31,31-34 og Ez 36,26-28 (jf. Ez 11,19-20), og som forbinder pagt og ånd. Stedet for denne pagtsslutning er for den enkelte dåben.

Frelsen er dog endnu ikke fuldt realiseret; det vil først ske ved Kristi genkomst, som er nært forestående. De troende lever derfor en slags dobbelt eksistens: De lever stadig i verden, men ikke længere på verdens vilkår. Man har kaldt denne dobbelthed: allerede – endnu ikke.
Fordi de troende stadig lever i verden, er risikoen for, at verden igen får magt over dem, imidlertid stadig til stede. Derfor spiller formaninger en stor rolle i brevene; alle Paulus’ breve indeholder formanende afsnit. Disse formaninger er ikke offensive, sigtende på moralske fremskridt; de er defensive, de skal fastholde de troende i den allerede opnåede frelsestilstand. Dette forhold har man formuleret med følgende stikord: Indikativ: de troende er frelst, / imperativ: de skal have en adfærd, der svarer til frelsen.

(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)