Bibelkundskab - NT (1) - NT kanondannelse

Den nytestamentlige kanondannelse

Den historiske sammenhæng
I løbet af 100-tallet udviklede kristendommen sig til en selvstændig religion, og kirken blev en etableret organisation. Denne udvikling fandt sted i sammenhæng med, at kirken måtte forsvare sig mod to trusler: En indre trussel i form af konkurrerende og gensidigt uforenelige udgaver af kristendommen; og en ydre, juridisk-politisk trussel i form af en kriminalisering af den kristne tro.

Fra begyndelsen havde der været forskellige opfattelser af Kristus og den kristne tro, og denne forskellighed truede efterhånden kristendommen med indre opløsning i rivaliserende retninger. Denne opløsning blev ikke undgået, men den formede sig som fraspaltninger af rivaliserende kristendoms-typer, som efterlod en grundstamme, der forstod sig selv som arvtager til den oprindelige tro. Denne grundstamme bliver ofte kaldt ‘storkirken’ eller den ‘katolske kirke’, idet man går ud fra, at den altid omfattede flertallet af de kristne. Det er imidlertid ikke en given historisk kendsgerning; derfor er det mere neutralt at omtale den som den institutionelle kirke, da det var kontrollen med den kirkelige organisation, der definerede grundstammen i forhold til de fraspaltede retninger.

Selv forstod den institutionelle kirke sig først og fremmest som ortodoks, mens de fraspaltede retninger blev betragtet som kætterske. Den institutionelle kirke betragtede sin egen lære som den oprindelige, mens andre opfattelser blev betragtet som fravigelser. Men i realiteten var det den institutionelle kirkes lærebeslutninger, der definerede grænsen mellem rettroende og kættersk. Når kirken kunne definere sig selv som ortodoks, var det fordi den tiltog sig retten til at fordømme andre trosretninger som kætterske. De to begreber definerer gensidigt hinanden, og de fraspaltede retninger har naturligvis opfattet deres lære som den rettroende.

Det, der i sidste ende var afgørende, var tilknytningen til og anerkendelsen af kirkeinstitutionen. Denne var baseret på et internt magtapparat, der viste sig så stærkt, at det både kunne håndtere de indrekirkelige opløsningstendenser og modstå det ydre samfundsmæssige pres. Det viste en så bestandig sammenhængskraft, at den romerske kejsermagt til sidst så en fordel i at alliere sig med kirken og integrere den som en del af statsapparatet. Konstantin (kejser 312-337 e.Kr.) anerkendte kristendommen og indledte et tæt ideologisk samarbejde med kirken. Og Theodosius (kejser 379-395 e.Kr.) gjorde kristendommen til den eneste tilladte religion i Romerriget. Kirken havde udviklet sin organisation som et svar på de indre og ydre trusler, og den viste sig at være i stand til at overvinde dem. Den bestod af tre hovedhjørnestene:

Biskopembedet: I løbet af 2. årh. blev det ’monarkiske episkopat’ den almindelige ledelsesform. At én mand stod i spidsen for menigheden, gjorde det muligt at træffe hurtige og effektive beslutninger. Samtidig var de lokale biskopper bundet sammen i et netværk, der gjorde det muligt for både personer og informationer at rejse hurtigt og sikkert mellem menigheder i hele Romerriget.

Regula fidei: Der blev udformet en basal fælles troslære eller -regel, der sikrede trosfællesskabet mellem de menigheder, der anså sig for ortodokse. Denne fælles trosregel blev siden grundstammen i de forskellige oldkirkelige trosbekendelser.

Kanon: De første kristne havde en kanon i form af den jødiske Bibel (vores Gammel Testamente). Men tidligt er også kristne skrifter blevet anvendt som læsetekster ved gudstjenesten. For at sikre ensartethed i den gudstjenestelige praksis blev gruppen af skrifter, der kunne anvendes ved gudstjenesten, gennem en udskillelsesproces afgrænset til skrifter, der kunne opnå fælles anerkendelse. Denne proces strakte sig over ca. 300 år fra begyndelsen af 100-tallet til omkring 400 e.Kr. og resulterede i den nuværende samling på 27 skrifter. At det skulle blive netop disse skrifter, var ikke givet på forhånd, men er udfaldet af en til tider heftig strid om tilvalg og fravalg.


Kanondannelsens historie:

Ordet kanon er græsk; det betyder konkret et rør, men da stive rørplanter blev brugt til opmåling, fik det også betydningen målestok eller mere abstrakt: en norm. Ordet blev imidlertid også brugt som betegnelse for en liste, et katalog, fx en liste over skrifter; og det var sådan, det første gang blev anvendt om en liste over kristne skrifter, der var anerkendt til brug ved gudstjenesten. Men en sådan liste kunne også tjene som norm. Det er denne sammenhæng mellem liste og norm, der ligger i den særlige kristne brug af ordet kanon som betegnelse for en autoritativ samling af hellige skrifter.

Omkring 200 e.Kr. var størstedelen af de nuværende skrifter i NT i praksis anerkendt som autoritative apostolske vidnesbyrd om åbenbaringen i Kristus. Den endelige fastlæggelse af Det Nye Testamente skete imidlertid først gennem forskellige kirkelige beslutninger omkring 400 e.Kr. I denne kanondannelses historie var to århundreder afgørende: 2. årh. hvor hovedstammen i NT blev fastlagt – dette er den egentlige kanondannelses periode, – og 4. årh. hvor afgørelsen om de sidste skrifter blev forhandlet på plads.

De første skrifter, der opnåede udbredt anerkendelse, var de fire evangelier. I begyndelsen har hvert evangelium været evangeliet i en bestemt kreds af menigheder; men hurtigt blev de kendt overalt og optrådte side om side som vidnesbyrd om Jesu liv og lære, død og opstandelse. Omkring 170 e.Kr. udarbejdede den syriske kirkefader Tatian en ’evangelieharmoni’, dvs. en sammenskrivning af de fire evangelier til ét skrift. Det kaldtes Diatessaron (det betyder ’gennem fire’). Det slog imidlertid ikke an uden for den syriske kirke. Det viser to ting: De fire evangelier havde opnået en sådan status, at man ikke kunne acceptere ændringer i dem. Og eksistensen af fire ikke-enslydende fortællinger om Jesus var et problem for troværdigheden. Omvendt kunne man også hævde det berettigede i, at Kristi livshistorie var så righoldig, at den ikke kunne rummes i blot ét skrift.

Den næste gruppe af skrifter, der i praksis opnåede kanonisk status, var Paulus’ breve. Vi må forestille os, at menighederne har gemt brevene og ladet dem indgå i deres gudstjenestelige skriftlæsning. Ligeledes må vi forestille os, at nabomenigheder o.l. gensidigt har udvekslet breve fra apostelen. Efterhånden er der da opstået en samling af Paulus-breve (jf. 2 Pet 3,15-17), som først er blevet brugt i de paulinske menigheder og siden er blevet mere udbredt for til sidst at blive kendt og brugt i hele kirken.

Omkring 150 e.Kr. skabte Markion en stor kættersk menighed i Rom. Han var stærkt anti-jødisk indstillet og betragtede den gammeltestamentlige skabergud som en ond Gud, mens Jesus havde åbenbaret en anden, mild og barmhjertig Gud. Markion skabte den første kristne kanon, idet han udvalgte Lukasevangeliet, som han anså for Paulus’ evangelium (jf. Rom 2,16) og ti Paulus-breve (han anerkendte ikke Pastoralbrevene) som de eneste skrifter, der uforfalsket gengav Jesu oprindelige åbenbaring.

Det er omstridt, hvilken indflydelse Markions kanon fik på udformningen af den ortodokse kanon. Men man kan ikke komme uden om, at den ortodokse kanon kom til at følge Markions grundmønster bestående af en evangelisk del og en apostolsk del. Dette grundmønster er udtryk for den opfattelse, at Jesus Kristus var Guds endegyldige åbenbaring; og at han er bevidnet, udlagt og til stadighed aktualiseret af apostlene.

Omkring 200 e.Kr. var en de facto kanon afgrænset. I vesten omfattede den de fire evangelier, ApG. og de 13 Paulus-breve samt Første Petersbrev, Første Johannesbrev og Johannes’ Åbenbaring. I østen bestod kanon af de nuværende skrifter i NT bortset fra Johannes’ Åbenbaring. Efter kirkens alliance med kejsermagten i 300-tallet opstod et behov for en officiel beslutning, og diskussionerne blussede op igen. Til debat var især Hebræerbrevet i vesten og Johannes’ Åbenbaring i østen. Gennem et biskoppeligt påskebrev (367 e.Kr.; Athanasius fra Alexandria) i øst og to synodale beslutninger (393 i Hippo Regius og 397 e.Kr. i Kartago) i vest blev Det Nye Testamente officielt afgrænset til de nuværende 27 skrifter.


Kanondannelsens kriterier:

At den nytestamentlige kanon kom til at bestå af disse 27 skrifter var udtryk for en udvælgelses- proces, hvor følgende tre kriterier var udslaggivende:

Det katolske princip, hvorefter kun skrifter, der var almindeligt udbredte og kendte i hele kirken kunne opnå anerkendelse. Kanon skulle afspejle hele kirken, men også tage hensyn til regionale og andre særlige præferencer; af dette hensyn blev den nytestamentlige afgrænsning ganske rummelig. Kriteriet ramte imidlertid de gnostiske skrifter, da disse formidlede en hemmelig åbenbaring, der kun var tilgængelig for en elite af gnostikere, ikke for almindelige menighedsmedlemmer.

Det apostolske princip, hvorefter kun skrifter forfattet af apostle (herunder brødre af Jesus og ’apostel-elever’ som Markus og Lukas) kunne anerkendes som direkte og troværdige vidnesbyrd om åbenbaringen i Jesus Kristus. En stor del af kanondiskussionen angik skrifternes forfatterægthed (kun den historiske kritik i sidste halvdel af 1800-tallet har opvist en lignende interesse for forfatterægthed), og mange skrifter blev afvist som ‘uægte’. Kriteriet ramte især montanismen, der søgte at genoplive den urkristne profeti og karismatiske autoritet; sammen med de montanistiske skrifter blev en række apokalypser udelukket, der tidligere havde nydt stor udbredelse.

Det ortodokse princip, hvorefter kun retlærende skrifter kunne optages i kanon. Dette princip var naturligvis afgørende, da kanon netop skulle danne bolværk mod kætteriet. Tanken var, at den rette lære også var den oprindelige lære og omvendt. Der var i virkeligheden tale om en anakronistisk cirkelslutning, hvorefter det apostolske (forstået som det oprindelige) i princippet definerede det ortodokse, mens det ortodokse i praksis definerede, hvad der blev anerkendt som apostolsk.

Kanondannelsens konsekvenser:
En første konsekvens af dannelsen af en kanon bestående af kristne skrifter var, at den jødiske Bibel, der fra begyndelsen var de kristnes kanon, nu blev defineret som Det Gamle Testamente i forhold til nydannelsen Det Nye Testamente. Disse betegnelser spiller på forventningen hos nogle af de gammeltestamentlige profeter om en ny pagt, der skulle afløse den gamle pagt, som havde vist sig ikke at holde. De kristne opfattede sig selv som realiseringen af den forventede nye pagt.

Dermed rejser sig spørgsmålet om forholdet mellem den samlede kanons to dele; dette spørgsmål udgør et af de vedvarende teologiske grundspørgsmål. Basalt er der to typer af svar: 1) Det Nye Testamente repræsenterer en særlig fortolkning af Det Gamle Testamente, der således er den primære del af den fælles kanon. 2) Det Gamle Testamente er alene en forudsætning for Det Nye Testamente, der i sig selv er den kristne kanons primære del.

Naturligvis er selve betegnelsen ”Det Gamle Testamente” af senere dato, nemlig fra en tid hvor man også havde et Det Nye Testamente. Den tidligste bevidnelse af betegnelsen er helt henne fra slutningen af 2. årh., hvor vi finder den hos Tertullian (død o. 220 e.Kr.). Udtrykket ”den gamle pagt” optræder imidlertid allerede hos Paulus i 2 Kor 3,14. Det står her som en konsekvens af, at Paulus og de tidligste kristne altså opfattede deres menighed som virkeliggørelsen af den nye pagt, som bliver profeteret i Jer 31,31-34. Denne nye pagt blev ifølge de synoptiske evangelier indstiftet af Jesus ved det sidste måltid, han havde med disciplene, aftenen før han blev henrettet. Denne nye pagts kendetegn var, at Gud her skrev sine bud på menneskers hjerter (kødtavler) og ikke som tidligere ved Moses på stentavler. Desuden gav Gud her også en ny ånd i menneskers indre, så de ikke alene ville, men også kunne følge hans love og holde hans bud (Ez 11,19-20; 36,26-28).

Det kom til at betyde, at perspektivet ikke længere overvejende var et fremtidigt, idet man alene så hen til en kommende frelse. I stedet forstod man nu de hellige skrifter ud fra det, som man oplevede som virkeliggørelsen, selv om også denne havde et fremtidigt aspekt i og med forventningen om Jesu genkomst. Troen på Jesus som Guds endelige og afgørende indgreb blev derved nøglen til at forstå Skriften, som det derfor overhovedet først var muligt at forstå rigtigt nu. Fastholdt i denne kristne fortolkning blev jødedommens hellige bøger så at sige forvandlet til en kristen bog. Man kan også udtrykke det sådan, at i den kristne fortolkning af jødedommens hellige bøger undergik de en transformation, således at den jødiske Bibel og kirkens første Bibel i praksis var to helt forskellige bøger. Det manifesterede sig også i, at kirken siden i sin Bibel anbragte de forskellige gammeltestamentlige bøger i en ny rækkefølge og som overordnet ”titel” udskiftede ”Loven” med ”Profetiske Bøger”. Alt sammen var dette selvfølgelig alene muligt takket være en række tolkningsstrategier, som man i øvrigt for de flestes vedkommende overtog fra jødedommen. Den eneste egentlige nye er det såkaldte skriftbevis, som vi først og fremmest finder udfoldet i Lukas-skrifterne.

Den kristne Bibels to dele forholder sig således ikke umiddelbart til hinanden som begyndelse og fortsættelse. Ganske vist vil Det Nye Testamentes skrifter forkynde Jesu liv og gerning og den ældste menigheds historie som en fortsættelse af frelsens historie. De vil endda være udtryk for den eneste legitime fortsættelse af den historie, hvis første del er indeholdt i Det Gamle Testamente. Men de vil mere end det. For som udfoldelsen af den forjættelse om en anderledes fremtid, der er indeholdt i Det Gamle Testamente, gør de den samtidig til et tilbagelagt stykke historie, et overstået kapitel. Som det udtrykkes i Hebræerbrevet 8,13: ”Ved at tale om en ny pagt, har han (dvs. Gud) gjort den tidligere forældet; men det, som er gjort forældet og er gammelt, er nær ved at forsvinde.”

I stedet for at forsvinde bliver jødedommens hellige skrifter imidlertid i Det Nye Testamente fastholdt i en fortolkning, der tildeler dem en åbenbaringskvalitet netop som fortolkede. Således er Det Gamle Testamente også massivt til stede i Det Nye Testamente i form af over 300 citater og mange gange flere allusioner. F.eks. rummer Johannes’ Åbenbaring ikke et eneste anført citat, men er alligevel spækket med gammeltestamentlig tekst og gammeltestamentlige allusioner.

En anden afgørende konsekvens var, at kristendommen blev en skriftreligion. Ligesom jødedommen og islam baserer den kristne tro sig på, at den grundlæggende åbenbaring er repræsenteret i en bog. Bogen er dog ikke selve åbenbaringen, men alene en bevidnelse af den. Det Nye Testamente eksisterer, fordi kirken eksisterer; kirken har frembragt kanon, ikke omvendt. Men i og med at kanon blev etableret, blev den norm for kirkens selvforståelse og legitimitet, således at den kristne kirke forstår sig selv ved at fortolke Skriften.

Derfor havde kanondannelsen også som konsekvens, at kristendommen blev en skriftfortolkende religion – og det vil uvægerligt sige de stridende fortolkningers religion. Enhver tekst rummer uforståeligheder og modsigelser. Skal man søge at harmonisere og bortforklare modsigelserne? Skal man søge en fællesnævner – en ‘kanon-i-kanon’ – der indskrænker forståelsesmulighederne og tillader en sammenhængende teologi? Eller skal man fastholde forskellighederne, mangfoldigheden og spændingerne og på den måde hævde kanon som en modvægt mod teologisk og kirkelig ensretning?

(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)