Bibelkundskab - (4) - Paulus´ brev til Galaterne

Galaterbrevet

Brevet er henvendt til ”menighederne i Galatien”, altså til flere menigheder; det er en rundskrivelse. Men Galatien er både navnet på et landskab i det centrale Lilleasien omkring Tyrkiets nuværende hovedstad Ankara og på en romersk provins, der foruden landskabet omfattede områderne syd herfor. Efter alt at dømme er brevet til provinsen Galatien, hvor Paulus stiftede menigheder på Grundlæggelses-rejsen. Det er skrevet under Kollektrejsen sammen med flertallet af Paulus’ breve.

Dateringen er vigtig for forholdet til Apostlenes Gerninger og ikke mindst til Apostelmødet i Jerusalem, der er omtalt i ApG. kap. 15 og her i Gal 2,1-10. På dette møde blev spørgsmålet om de hedningekristne afgjort således, at de blev anerkendt uden særlige krav. Men fandt mødet sted før Paulus’ Grundlæggelsesrejse (således ApG., der hævder, at Paulus grundlagde menigheder i landskabet Galatien på en tidlig rejse) eller efter denne (det er konsekvensen, hvis menighederne befinder sig i provinsen Galatien)? I det problem ligger spørgsmålet, om Paulus’ store missionsrejse foregik med mandat fra Jerusalem (således ApG.) eller på hans eget initiativ (således Paulus selv).

I øvrigt er der yderligere det problem, at ApG. omtaler det såkaldte ”aposteldekret”, som pålægger de hedningekristne visse indskrænkninger; det omtales ikke af Paulus, og kan næppe forenes med hans fremstilling af mødet.

Brevet i sig selv er voldsomt polemisk. Man kan ligefrem i det se strukturen af en retstale. Kristne missionærer er kommet til Paulus’ menigheder og har forlangt, at de hedningekristne skulle omskæres, dvs. gå over til jødedommen. Denne opfattelse har man i forskningen kaldt judaisme: Når frelsen var knyttet til det udvalgte folk, måtte de hedninger, der ville have del i frelsen, optages i folket og underkaste sig de jødiske Lov-regler.
Paulus reagerer meget skarpt. Det er hele hans teologiske grundlag, der står på spil: Hvis man frelses ved ”lovgerninger”, er Kristus uden betydning! Samtidig er det måske også hans strategi for hedningemissionen, der er truet: Han har tilbudt en universalistisk jødedom uden jødedommens barbariske træk.

Derfor argumenterer Paulus både autoritativt og principielt: Paulus’ autoritet er baseret på Kristi åbenbaring; i Jerusalem anerkendte apostlene hans mission; og i Antiokia stod han op imod selve Peter (Kefas). I redegørelsen for forholdet mellem Loven og Kristus formulerer han sig mere skarpt end noget andet sted: Kristus er opfyldelsen af Guds løfter til Abraham; dem kan den meget senere Lov ikke påvirke. Men hvad er så Lovens rolle? Paulus’ siger (næsten?), at den kom til for at hindre frelsen, indtil Kristus kom (3,19-24). Endelig henviser han til, at galaterne selv ved, at de har modtaget Ånden, og at den sætter dem i stand til at gøre dyderne – i modsætning til ”kødets” laster.


Brevets opbygning:

1,1-5: Brevindgang / Præskript.
1,6-9: Undren og bebrejdelse [NB: Ingen taksigelse]

1,10-2,21: Paulus’ ’selvbiografi’; herunder:
Paulus’ liv som jøde og mødet med Kristus (1,11-16);
Forholdet til apostlene i Jerusalem (1,17-24) og Apostelmødet (2,1-10);
Opgør med Peter i Antiokia om bordfællesskab mellem jøder og hedninger (2,11-21).
3,1-5,1: Forholdet mellem Kristus og Loven (Præmisserne); herunder:
Løfterne til Abraham (3,6-14);
Frelsen som arv og sønnevilkår (3,15- 4,17).
Allegori om Hagar og Sara (4,21-5,1).
5,2-12: Formaning imod omskærelse.
5,13-6,10: Formaninger om kødets gerninger og Åndens frugt (5,13-6,10).

6,11-18: Brevafslutning: Slutadvarsler og hilsen.

(Noter fra teologisk fakultet (KU) af Mogens Müller m.fl.)